Bosch sætter gang i nyt domicilprojekt – NCC er på sagen

Det bliver NCC, der skal opføre Bosch' nye domicil i Ballerup med søjler og bjælker i træ. Tidligere projekt er skrinlagt.
NCC påbegynder arbejdet med Bosch' nye domicil i 2024 og forventer at kunne aflevere det i 2026.
NCC påbegynder arbejdet med Bosch' nye domicil i 2024 og forventer at kunne aflevere det i 2026.

Tyske Bosch’ nye domicil på Telegrafvej 1 i Ballerup bliver tre etager højt, 10.000 kvm stort og skal rumme medarbejdere fra de to adresser, hvor de sidder i dag.

Bosch har været meget tydelig i sine krav og ønsker til domicilet, som NCC har imødekommet med udgangspunkt i NCC’s gennemprøvede kontorhuskoncept. Resultatet skal nu bearbejdes til et færdigbearbejdet, bygbart udførelsesprojekt.

Læs også: “Kan sagtens erstatte stål og beton med træ – også i højden”

– Vi har været igennem en meget spændende proces med fokus på budget, kvalitet, tid og brugerinddragelse, og sammen med Bosch har vi på den måde skabt et hus, der passer til dem, med udgangspunkt i vores kontorhuskoncept. Netop fordi vi har arbejdet med nogle velkendte standarder, har det været muligt at konfigurere et projekt, der opfylder Bosch’ ønsker, og som kan realiseres inden for rammerne af deres budget, siger Steen Johannsen, der er områdedirektør i NCC Byggeri Øst under Building Nordics.

De mange søjler og bjælker i træ vil danne den indvendige ramme om Bosch' danske medarbejdere.
De mange søjler og bjælker i træ vil danne den indvendige ramme om Bosch’ danske medarbejdere.

Tilbage i 2020 præsenterede Bosch ellers et domicilprojekt udviklet af Arkitema og Cowi på baggrund af bygherrens meget bæredygtige ønsker. Også dette projekt var i tre etager, bygget i træ og med en åben stueetage.

NCC’s del af arbejdet med det nye projekt begynder i 2024 og forventes afsluttet til indflytning i 2026.

Ordrens beløb ønskes ikke oplyst.

Relateret indhold