Billund bedst til ejendomsvenlighed

Billund indtager for tredje gang siden 2015 vinderpodiet i EjendomDanmarks årlige undersøgelse.
Billund Kommune har generobret førstepladsen i Ejendomsvenlighed i Danmark. Visualisering: Colourbox.
Billund Kommune har generobret førstepladsen i Ejendomsvenlighed i Danmark. Visualisering: Colourbox.

Det bliver kommunerne målt på

  • Ud over grundskyld tæller dækningsafgift, om kommunens private lejeboliger er reguleret eller ej, sagsbehandling for byggesager, byggesagsgebyrer og antallet af ejendomsforbrydelser (brandstiftelse, hærværk og indbrud).
  • Top 5: Billund, Thisted, Herning, Ringsted og Skive.
  • Bund 5: Halsnæs, Roskilde, Hørsholm, Rødovre og Allerød.

I 2016 og 2017 kom Billund ind som den bedste kommune til ejendomsvenlighed, og i år slår kommunen sidste års vinder, Thisted, på målstregen.

Det er ikke meget, der skiller de to kommuner ad, men bl.a. en lavere grundskyldspromille betyder, at Billund trækker det længste strå. Det fremgår af EjendomDanmarks undersøgelse af ejendomsvenlighed, hvor kommunerne bliver målt på en række parametre, de selv har indflydelse på.

Billund fortjener stor ros og anerkendelse for endnu engang at have lagt sig i selen for at skabe gode vilkår til erhvervsliv og ejendomsejere.

CEO Jannick Nytoft, EjendomDanmark

Målrettet indsats

Rigtig mange parametre peger i Billunds retning. Der er ingen timepris på byggesager eller dækningsafgift, grundskylden er med sine 18,48 promille den fjerde laveste i landet og for sagsbehandlingstiden på byggesager og ejendomsforbrydelser, ligger de i den bedste fjerdedel.

– Jeg er meget tilfreds med, at vi nu igen kan indtage en førsteplads i ejendomsvenlighed. I Billund Kommune har vi altid arbejdet målrettet på at være så erhvervs- og ejendomsvenlige som muligt. Det ses blandt andet i, at vi aldrig har og – efter min bedste overbevisning – aldrig vil komme til at opkræve dækningsafgift”, siger borgmester Ib Kristensen (V), der også peger på, at en lav grundskyld og en kort sagsbehandlingstid vægter højt.

EjendomDanmarks adm. direktør Jannick Nytoft roser Billund for sit kontinuerlige arbejde med sikre de bedste betingelser for ejendomsejerne.

– Billund fortjener stor ros og anerkendelse for endnu engang at have lagt sig i selen for at skabe gode vilkår til erhvervsliv og ejendomsejere. Det er særligt vigtigt i en tid, hvor dansk økonomi i forvejen er presset i knæ pga. coronakrisen. Færre skatter og afgifter er en hjælpende hånd til et endog meget presset erhvervsliv, siger Jannick Nytoft.

I den anden ende af listen finder man Halsnæs Kommune som nummer 98 og sidst. Se hele ranglisten her.

Det er niende år i træk, EjendomDanmark måler på ejendommenes vilkår i landets 98 kommuner. Igen i år ligger de jyske kommuner generelt lunt i svinget.

På landsplan går det overordnet set bedre på to ud af de seks parametre, som indgår i undersøgelsen set i forhold til sidste år. På den positive side er ejendomsforbrydelser faldet med 8,2 procent, og ligger nu på et historisk lavt niveau. Derudover har en række kommuner sænket dækningsafgiften.

Kommunerne har dog også bevæget sig i en mere negativ retning. Sagsbehandlingstiden på byggesager er steget svagt det sidste år, og timeprisen for sagsbehandlingen af byggesager er i gennemsnit steget med næsten 60 kroner per time. To kommuner har sat grundskylden op, mens resten har holdt den i ro. Der er ikke sket ændringer i antallet af lejeregulerede kommuner.

Relateret indhold