Randers Tegl investerer 30 millioner i ny bjælkeproduktion

Øget efterspørgsel efter bjælker og præfabrikerede teglelementer får Randers Tegl til at investere 30 millioner kroner i helt nye produktionsfaciliteter til Carlsberg Bjælker, der er en del af Randers Tegl-Gruppen.
Randers Tegl investerer 30 millioner kroner i nye produktionsfaciliteter til Carlsberg Bjælker. Pressefoto.
Randers Tegl investerer 30 millioner kroner i nye produktionsfaciliteter til Carlsberg Bjælker. Pressefoto.

En stigende efterspørgsel får nu Randers Tegl til at bruge 30 millioner kroner på nye produktionsfaciliteter til Carlsbjerg Bjælker. Samtidig vælger virksomheden af logistiske årsager at flytte Carlsberg Bjælker fra sin nuværende beliggenhed i Randers til Hammershøj Teglværk i Tjele.

– Produktion af forspændte bjælker og præfabrikerede teglelementer er en vigtig service, som fylder mere og mere i vores forretning, Carlsberg Bjælker har opbygget markedsledende ekspertise inden for dette område, og vi oplever stigende efterspørgsel fra både ind- og udland. Derfor investerer vi et større millionbeløb med henblik på at skabe de bedst tænkelige rammer for produktionen i helt nye faciliteter på Hammershøj Teglværk, siger adm. direktør i Randers Tegl, Thomas Piper, i en pressemeddelelse.

Produktion af forspændte bjælker og præfabrikerede teglelementer er en vigtig service, som fylder mere og mere i vores forretning.

Thomas Piper Adm. direktør, Randers Tegl

I forbindelse med flytningen bliver der etableret nye fælles kontorlokaler, administration, demo- og mødefaciliteter, som alt i alt skal gøre besøget på værket til en ekstraordinær oplevelse for både private og professionelle.

Aktiv medspiller

– Hammershøj Teglværk er vores mest avancerede værk. Her producerer vi alt fra belægning til mursten i mange varianter og formater. Samtidig fungerer værket som et fagligt mødested, der årligt tiltrækker et stort antal studerende og arkitekter, der ønsker at uddanne sig i materialet tegl. Det er en faglig tradition, som vi med glæde investerer i med nye lokaler, siger Thomas Piper og fortsætter:

– Vi ønsker at være en aktiv medspiller i udviklingen af det murede byggeri, og i den forbindelse betragter vi Hammershøj Teglværk som et attraktivt mødested, hvor arkitekt og bygherre kan mødes i utraditionelle rammer med sparring fra vores rådgivere.

Ved at integrere Carlsberg Bjælker på Hammershøj Teglværk samler virksomheden således ekspertisen under samme tag og kan tilbyde rådgivning lige fra produktion af de rå mursten til den komplekse facadekonstruktion med bærende teglelementer.

Etableringen af de nye produktionsfaciliteter begynder medio 2016, og de tages i brug foråret 2017. Alle medarbejdere i Carlsberg Bjælker flytter med til de nye faciliteter i Hammershøj Teglværk, der efter ombygningen tæller ca. 80 medarbejdere.

Relateret indhold