“Dobbeltmoral med udslag på Richterskala”

Det kan være fristende for politikere at blive "lidt langfingrede" og malke Storebæltsforbindelsen, siger Karsten Hønge, SF.
Karsten Hønge (SF) har kaldt transport- og bygningsminister Hans Chr. Schmidt i samråd for at få at vide, hvad regeringens planer er for "fremtidig brug af indtægterne fra Storebæltsforbindelsen til finansiering af andre samfundsopgaver". Foto: Colourbox.
Karsten Hønge (SF) har kaldt transport- og bygningsminister Hans Chr. Schmidt i samråd for at få at vide, hvad regeringens planer er for "fremtidig brug af indtægterne fra Storebæltsforbindelsen til finansiering af andre samfundsopgaver". Foto: Colourbox.

Onde tunger kaldte ham under den interne ballade i SF for “Vikaren fra Helvede”, men ved sidste valg fik “vikaren”, Karsten Hønge, fast sæde i Folketinget. Han er som transportordfører for sit parti et af de få folketingsmedlemmer med erhvervsfaglig baggrund som håndværker, tømrer, men har også både realeksamen og studentereksamen.

Karsten Hønge har senest kaldt transport- og bygningsminister Hans Chr. Schmidt i samråd for at få at vide, hvad regeringens planer er for “fremtidig brug af indtægterne fra Storebæltsforbindelsen til finansiering af andre samfundsopgaver”.

Jeg er utrolig træt af, at der var en lang række valgmøder, hvor venstrefolk benyttede enhver chance for at lokke vælgerne med, at nu skulle det være billigere at køre over Storebælt.

Karsten Hønge transportordfører for SF.

Han henviser selv til skatte- og grundskyldssænkninger og politiforliget, og han peger på, at “regeringen har spillet ud med en forlængelse af tilbagebetalingstiden for at finansiere en række andre formål” på trods af, at blandt andre statsminister Lars Løkke Rasmussen og energiminister Lars Chr. Lilleholt i valgkampen gjorde sig til talsmænd for en sænkning af priserne for at krydse den faste forbindelse.

Fristende

Karsten Hønge, der er valgt på Fyn, siger til Dagens Byggeri, at man skal passe på med at bruge Storebæltsforbindelsens indtægter på andre ting:

– Det kan være fristende for politikere at blive “lidt langfingrede” og malke Storebæltsforbindelsen. Jeg kan i afgrænsede og isolerede situationer godt forstå, at der kan opstå situationer, hvor man bruger pengene fra Storebæltsforbindelsen på andre infrastrukturprojekter. Men det holder ikke at bruge dem på at nedsætte grundskylden eller til politiforliget. Jeg er utrolig træt af, at der var en lang række valgmøder, hvor venstrefolk benyttede enhver chance for at lokke vælgerne med, at nu skulle det være billigere at køre over Storebælt. I stedet går der få måneder, hvorefter de tager penge ud til ting, der ikke har en snus med Storebæltsforbindelsen at gøre. De sænker grundskylden for rige boligejere i Nordsjælland i stedet for at gøre det billigere for borgerne på Fyn og Vestsjælland at benytte broforbindelsen. Det er dobbeltmoral, der giver udslag på Richterskalaen, siger Karsten Hønge.

Dilemma

Han afviser ikke, at manglen på faldende priser for at passere Storebæltsforbindelsen kan have noget at gøre med, at det ikke må blive for billigt i forhold til de kommende priser på en eventuel Femernforbindelse.

– Det er muligt, at det indgår i regeringens overvejelser, og det er også derfor, jeg har kaldt ministeren i samråd. Jeg vil meget gerne have en diskussion om, hvordan regeringen på længere sigt ser Storebæltsforbindelsen i en økonomisk sammenhæng, også i forhold til Femernforbindelsen, slutter Karsten Hønge.

Relateret indhold