Socialdemokraterne er ikke tilfreds med regeringens indsats, når det kommer til sort arbejde. Derfor kalder partiet skatteminister Karsten Lauritzen (V) og beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) i samråd i sagen. Det skriver Berlingske Business.
Samrådet skal ses i lyset af den store undersøgelse, som Rockwool Fondens Forskningsenhed har offentliggjort. Her er man kommet frem til, at knap hver femte dansker i 2014 har udført sort arbejde.
Det eneste, regeringen har gjort, er at lave besparelser og forringe Skats muligheder for at kontrollere netop sort arbejde.
Jeppe Bruus{break}Socialdemokraternes social dumping-ordfører
– Det eneste, regeringen har gjort, er at lave besparelser og forringe Skats muligheder for at kontrollere netop sort arbejde, siger Socialdemokraternes social dumping-ordfører, Jeppe Bruus (S), ifølge Berlingske Business.
Det vækker blandt andet harme hos Jeppe Bruus, at skatteminister Karsten Lauritzen i afgust fremsatte et lovforslag i høring, som afskaffede Skats mulighed for at foretage kontrolbesøg i private haver uden en dommerkendelse.
Rockwool Fondens undersøgelse bygger på anonyme interviews blandt 33.000 danskere i perioden 1994-2014. Den viser blandt andet, at cirka hver fjerde dansker i 1994 havde udført sort arbejde, mens det nu er hver femte.