Aarhus Kommune har truffet beslutning om at igangsætte etableringen af Bernhard Jensens Boulevard i fuld udstrækning fra Nørreport til Jette Tikøbs Plads samt etablering af cykelsti, gangsti og kanal fra Nørreport til Træskibs-, Fiskeri og Lystbådehavnen.
Med de to projekter er der for alvor sat gang i realiseringen af to kongstanker bag Aarhus Ø. Det drejer sig for det første om en såkaldt “rekreativ rygrad” langs med Kystvejen med kanal og promenade, som fjerner barrieren mellem by og hav. Og for det andet om Bernhard Jensens Boulevard, som er “bydelens rygrad” på Aarhus Ø. Det skriver Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.
Endelig kan man nu sige, at Aarhus Ø rent faktisk bliver til en ø, når kanalen langs Kystvejen skærer bydelen fri fra fastlandet.
Kristian Würtz Rådmand for Teknik og Miljø
Skærer øen fri
Planerne tager højde for, at der skal foregå store, komplekse arbejder i områder med eksisterende veje, hvor trafik, erhverv og borgere skal kunne fungere og leve på samme tid.
– Jeg er glad for, at projekterne sættes i gang nu, så vi kan have de store linjer på plads, når byen som Europæisk Kulturhovedstad byder velkommen til mange gæster i 2017. Havnepladsen i inderhavnen vil blive forbundet med Risskoven via den rekreative forbindelse, så man blandt andet vil kunne cykle sikkert under Nørreportkrydset og dyppe fød-derne i vandet ved det nye havnebassin ved Østbanetorvet, siger rådmand for Teknik og Miljø, Kristian Würtz, og fortsætter:
– Jeg ser også frem til, at Bernhard Jensens Boulevard udføres med plads til spor for Letbanen, så Aarhus Ø kan blive betjent i Letbanens etape 2. Endelig kan man nu sige, at Aarhus Ø rent faktisk bliver til en ø, når kanalen langs Kystvejen skærer bydelen fri fra fastlandet.