Trods et generelt presset installationsmarked lykkeds det for Kemp & Lauritzen at sætte tempo. Omsætningen steg med hele 15 procent fra 1,9 til 2,2 mia. kroner fra 2013 til 2014. Også indtjeningen blev flot. Årets resultat før skat endte på ca. 70 mio. kr. mod blot 1,5 mio. i 2013 – som dog var et ekstraordinært dårligt år for koncernens indtjening.
– Selv om markedet har ligget fladt, er det lykkedes os at opnå en vækst på 15 pct, hvilket skyldes en virkelig stærk indsats hele vejen rundt i koncernen. Vi har formået at udbygge vores markedsposition på en række områder samtidig med, at vi har haft fokus på intern effektivisering. Samlet har det bidraget til et stærkt resultat, siger adm. direktør Allan Jørgensen.
Vi har formået at udbygge vores markedsposition på en række områder samtidig med, at vi har haft fokus på intern effektivisering.
Adm. direktør Allan Jørgensen Kemp & Lauritzen
Større opgaver
Han peger specielt på udviklingen inden for koncernens servicekoncepter og teknisk facility managment, der sammen med de store entrepriseopgaver har bidraget til fremgangen. Entrepriseområdet er i disse år i høj grad præget af offentlige investeringer i infrastruktur og på sygehusområdet, hvor Kemp & Lauritzen i efteråret vandt en stor opgave på Rigshospitalets kommende Nordfløj.
– Vi ser en tendens i markedet til, at opgaverne bliver større og langt mere komplekse. Det er de store virksomheder og det offentlige, der i høj grad bygger og investerer i energieffektivitet. Det stiller høje krav til teknikleverandøren om at kunne håndtere krævende projekter og besidde en lang række kompetencer. Her står vi godt rustet med vores nye organisation og ved at favne meget bredt fagligt, siger Allan Jørgensen.
10 pct. årlig vækst
I slutningen af 2014 besluttede ledelsen i Kemp & Lauritzen at fusionere de tre selskaber Glenco, L&H-Rørbyg samt Kemp & Lauritzen under det sidstnævnte navn. Med fusionen indretter koncernen sig til fremtidens teknikmarked, hvor efterspørgslen i stigende grad lyder på løsninger inden for udvikling og effektivisering af de tekniske områder. Derfor er der nu etableret en mere kundeorienteret organisation, hvor de 2000 medarbejdere i højere grad skal fokusere mere på de brede, innovative løsninger frem for enkeltfag.
– Udviklingen i 2014 har sikret os en god platform til at gå efter mere. Vi har en målsætning om årlig vækst på 10 pct. og ansætte op mod 500 flere over de kommende tre år. Den forsigtige bedring af dansk økonomi kan skubbe markedet for nybyggeri i gang og søsætte flere energieffektive tiltag, siger Allan Jørgensen.