Da de 43.000 stemmer var afgivet ved dette års Architizer A+Awards, stod Energitårnet i Roskilde tilbage som det mest populære projekt i belysningskategorien blandt Architizers brugere, mens juryens valg faldt på belyste skibskraner i Kroatien. Lysprisen gives til projekter, der benytter lys på nye og innovative måder.
Energitårnet er et forbrændingsanlæg, der er tegnet af den hollandske arkitekt Erick van Egeraat, og udover at have gjort skorstenen til en bygning i sig selv, har han skabt et unikt byggeri med en facade i to lag, hvor der i den yderste aluminiumsfacade er laserkårne perforeringer, der gør det muligt at se belysningen af den inderste facade, hvor 200 kraftige projektører gør bygningen i stand til at levere et lysshow, når mørket falder på.
Mørket over Roskilde har forrang om natten, men efter aftale med kommunen kan vi godt få lov til at bruge belysningen om natten.
Klaus Wellington Hansen Forbrændingschef, Energitårnet
Belysningen kan programmeres
Energitårnets LED-projektører er tilsluttet et lysstyringssystem, der gør det muligt at styre hver enkelt projektørs lysfarve og lysstyrke individuelt, så man på den måde kan programmere dynamiske lysscener, der kan spille på Energitårnets facader. Endnu er brugen af de store muligheder dog begrænset, da man indtil videre har nedprioriteret lysdelen og i stedet brugt kræfterne på at få forbrændingsanlægget godt i gang.
Men forbrændingschef Klaus Wellington Hansen oplyser, at man snart vil gå i gang med at implementere et almanakur, der gør, at belysningen vil tænde, når tusmørket indfinder sig. Der er dog ikke frit spil for anlægget til at bruge alle belysningsmulighederne.
– Ifølge lokalplanen må anlægget ikke lyse mellem klokken 23 og fem om morgenen – her har mørket over Roskilde forrang. Men efter aftale med kommunen kan vi godt få lov til at bruge belysningen om natten, siger Klaus Wellington Hansen, som fortæller, at anlægget blandt andet lyste blåt i forbindelse med verdens diabetesdag, der bruger netop blå som sin farve.
Energitårnet har kostet 1,3 milliarder kroner og blev indviet i september 2014. Anlægget leverer strøm til 65.000 husstande og varme til 40.000 husstande om året.
