NCC lancerer tjeneste til bedre udnyttelse af overskudsmaterialer

NCC's virtuelle markedsplads Loop Rocks lanceres nu i Danmark. Formålet er at matche udbud og efterspørgsel efter sten og jord mellem byggepladser.
Loop Rocks skal gøre det nemmere at udveksle overskudsjord og -sten mellem byggepladser. Illustration: NCC.
Loop Rocks skal gøre det nemmere at udveksle overskudsjord og -sten mellem byggepladser. Illustration: NCC.

NCC introducerer nu Loop Rocks i Danmark. Den app-baserede tjeneste skal gøre det nemmere at genbruge overskydende materialer fra byggepladserne, og den har på et år fået mere end 4.000 brugere i Sverige. NCC ser et lignende behov for at effektivisere bæredygtig materiale-håndtering i Danmark.

– Vores første satsning udenfor Sverige er på det danske marked, hvor der er et stort potentiale for billigere og mere miljøvenlig genbrug af overskydende materialer fra byggepladserne. Vi ønsker at bruge digitaliseringen til at udfordre os selv og branchen, og når det gælder ressource-dagsordenen, vil opskaleringen af Loop Rocks betyde, at mange flere kan blive en del af det økosystem, vi bygger op, siger Martin Manthorpe, direktør for forretningsudvikling og strategi i NCC i Danmark.

Succes i Sverige

Loop Rocks blev introduceret for et år siden af NCC i Sverige som en åben platform og en app til fordeling af sten, jord og andre overskydende byggematerialer mellem byggepladser, virksomheder og private. Med Loop Rocks mødes udbud og efterspørgsel efter overskudsmaterialer på byggepladserne ved at “loope” dem direkte mellem pladserne udenom deponi. Appen kan downloades gratis og findes til både iOS og Android.

– Udviklingen er gået lynhurtigt med over 4.000 brugere i Sverige, og vi forventer at være lige så store i Danmark inden for et år. Siden starten har vi håndteret mere end 1,2 millioner tons materialer og forbundet over 1.200 byggepladser via appen. Det har sænket omkostningerne i branchen og mindsket miljøbelastningen gennem lavere CO2-udledning og udvinding af færre råstoffer, siger Anders Torell, områdechef for digital forretning i NCC Industry og Loop Rocks.

Stort marked

Ifølge NCC udgør det danske marked for håndtering af jord og sten i dag cirka 10 milliarder kroner.

Gartner, verdens førende it-forsknings- og rådgivningsvirksomhed, fremhæver NCC og Loop Rocks for den disruptive tilgang til traditionel materialehåndtering og bidraget til cirkulær økonomi ved årets Gartner Symposium ITXPO.

World Economic Forum har nomineret NCC og Loop Rocks som finalist til prisen som årets digitale disruptor inden for cirkulær økonomi.

Den nye tjeneste er app-baseret. Foto: NCC.
Den nye tjeneste er app-baseret. Foto: NCC.

Relateret indhold