Base Erhverv bygger i Skanderborg

Toprent A/S i Stilling lige nord for Skanderborg opfører nu et nyt domicil på godt 11.000 etagemeter, og Base Erhverv er valgt til totalentreprenør.
Det nye domicil opføres på en nabogrund til det nuværende domicil. Efter nedrivning af en gård på grunden og klargøring af grunden, ventes byggeriet at gå i gang umiddelbart efter sommerferien. Pressefoto.
Det nye domicil opføres på en nabogrund til det nuværende domicil. Efter nedrivning af en gård på grunden og klargøring af grunden, ventes byggeriet at gå i gang umiddelbart efter sommerferien. Pressefoto.

Et markant byggeri skyder snart op i Stilling nord for Skanderborg – ud til motorvej E45. Det er virksomheden Toprent A/S, der sælger professionelle produkter til rengøring og hygiejne, som skal have nyt domicil. Investeringen er på cirka 60 millioner kroner til køb af byggegrund, oprydning på grunden og til selve byggeriet, der omfatter 8.968 kvadratmeter lager og 1.911 kvadratmeter kontor i to etager med facade ud mod Niels Bohrs Vej.

Horsens-entreprenøren Base Erhverv as har vundet opgaven i totalentreprise, og kontrakten er den næststørste både arealmæssigt og økonomisk i virksomhedens historie. Det fortæller Base Erhverv i en pressemeddelelse.

Administrerende direktør og ejer af Toprent, Kim Kjær Jørgensen, har i år arbejdet i familiefirmaet i 30 år. I 2013 flyttede firmaet fra Viby J. til de nuværende lokaler og fik i den forbindelse cirka 50 procent mere plads. Men allerede året efter blev lageret for lille til også at rumme volumenvarer til nye kundetyper.

– Efter en del dialog frem og tilbage med kommunen godkendte Skanderborg Byråd i januar i år en lokalplan for området, der efter købet af nabogrunden er på 32.500 kvadratmeter. Undervejs i processen overvejede vi faktisk, om vi skulle udvide vore nuværende lokaler, men vor tyske partner, Kruse Ejendomme DK, foreslog nyt domicil, og det bliver altså nu realiseret efter en udbudsrunde. Det har været en lang proces, som vi har kæmpet os igennem og lejet lokaler flere steder, så nu glæder vi os til at tage vort nye domicil i brug næste sommer, siger Kim Kjær Jørgensen.

Platform for vækst

-Vi har samarbejdet med Kruse i over 20 år, og i 2011 blev vi partnere, så vi kender hinanden godt, og nu tager vi altså næste skridt. Af praktiske årsager er ejendomsselskabet bygherre og ejer af det nye domicil, hvor Toprent A/S så bliver lejer. Kruse-koncernen er samtidig ved at bygge domicil i Neumünster Nord på 25.000 kvadratmeter lager og administration. Koncernen har 1.000 medarbejdere og en årsomsætning på over to milliarder kroner, lyder det fra Kim Kjær Jørgensen.

Totalentreprenøren Base Erhverv påbegynder arbejdet med opførelsen af det nye domicil umiddelbart efter sommerferien. Virksomheden samarbejder i projektet med Tri-Consult fra Viby J. som ingeniører og Atrio arkitekter fra Horsens, mens arkitektfirmaet Frost Larsen A/S, Skanderborg, har designet det nye domicil, og desuden er rådgiver for bygherren.

– Både arealmæssigt og økonomisk er projektet det næststørste i Base Erhvervs historie. Vi har arbejdet meget længe med sagen, og ser nu frem til et rigtig godt samarbejde med alle parter. Vort totalentreprise-team har arbejdet sammen tidligere, og vi har også tidligere arbejdet sammen med bygherrens rådgiver. Nu glæder vi os til at komme i gang med byggeriet, og ser frem til at aflevere det samlede projekt til bygherren i juni 2017, siger direktør Klaus Rønslev, Base Erhverv as.

Det nye domicil opføres i betonelementer og får 14 porte ind til lageret. De 10 af dem bliver med portsluser. Facaden opføres som en kombination af stålplader og betonelementer, med mange store træ/alu vinduespartier i to etager og med front ud mod motorvej E45. En del af facaden bliver som en perforeret stålplade med Toprent-logoet.

Visualisering af det nye domicil for Toprent A/S i Stilling ved Skanderborg, der er designet af arkitektfirmaet Frost Larsen A/S, Skanderborg. Visualisering: Frost Larsen A/S.
Visualisering af det nye domicil for Toprent A/S i Stilling ved Skanderborg, der er designet af arkitektfirmaet Frost Larsen A/S, Skanderborg. Visualisering: Frost Larsen A/S.

Relateret indhold