For at sikre kvalificeret arbejdskraft har vinduesproducenten KPK Døre og Vinduer etableret en række samarbejder med erhvervsskoler rundt omkring i landet. Samarbejderne har til formål at bygge bro mellem skole og erhvervsliv, så eleverne er bedst muligt rustede til den virkelighed, de til daglig møder ude i virksomhederne.
– Vi ønsker at støtte op om det gode håndværk og har blandt andet interesse i at hjælpe de lærlinge, som arbejder med døre og vinduer ude hos vores samarbejdspartnere. På den måde sætter vi også positivt fokus på dør- og vinduesfaget, hvilket forhåbentlig kan inspirere eleverne til flere kreative løsninger. Vi er derfor meget glade for, at så mange erhvervsskoler ser en værdi i samarbejdet, og vi arbejder på at udbrede det til endnu flere i løbet af næste år, lyder det fra salgschef i KPK, Peter Bechmann.
Frigiver tid til det klassiske håndværk
Fremtidens håndværker skal ikke bare kunne bruge manuelle og elektriske værktøjer som sav og boremaskine; han eller hun skal også være i stand til at anvende digitale værktøjer. Et af de centrale elementer i KPK’s undervisning er derfor også at vise eleverne, hvordan digitale apps kan hjælpe dem med at optimere arbejdet.
– Vi håber, at eleverne igennem vores undervisning får styrket deres digitale evner og får en forståelse for, hvordan digitale værktøjer kan være en stor fordel i hverdagen og frigive en masse tid til at fordybe sig i det klassiske håndværk, som jo er det man som tømrerlærling uddanner sig til, forklarer Peter Bechmann.
Læs også: Kører viden om grøn omstilling ud til erhvervsskolerne
KPK har på nuværende tidspunkt flere besøg i kalenderen hos erhvervsskoler, der er interesserede i at samarbejde med fokus på undervisning i vindues- og dørprodukter samt digitalisering.
– Det giver noget ekstra udefra
En af de skoler, som KPK netop har været ude at besøge i forbindelse med samarbejdet, er Uddannelsescenter Holstebro. Her blev eleverne blandt andet undervist i forskellige vindues- og dørmodeller samt montage.
– Samarbejdet med KPK giver vores elever noget ekstra i form af, at der kommer nogen udefra, der arbejder med produkterne i praksis hver dag og kender de specifikke detaljer ud og ind. Derudover er KPK meget fleksible og tilpasser undervisningen ud fra vores ønsker, så det giver mest muligt udbytte for os og vores elever, siger Alex Dahlin Nygaard, der er tømrerfaglærer hos Uddannelsescenter Holstebro.
KPK tager primært ud for at undervise elever på tredje og fjerde år af deres uddannelse og kommer ud på besøg igen, hver gang der kommer en ny årgang.