Jagter vildt mål: 9 bygherrer skal reducere CO2-aftrykket med 75 pct.

De udvalgte vil skabe klima-fyrtårne, der skal vise hele branchen, hvordan man kan bygge nye boliger med et klimaaftryk på en fjerdedel af det normale - det laveste aftryk i nyere tid.
Klimaaftrykket for de 40 almene familieboliger i Søgården i Næstved skal sænkes ved at reducere mængden af materiale, bruge materialer og produkter med lav klimabelastning samt reducere driftsenergien. Illustration: Vilhelm Lauritzen Arkitekter.
Klimaaftrykket for de 40 almene familieboliger i Søgården i Næstved skal sænkes ved at reducere mængden af materiale, bruge materialer og produkter med lav klimabelastning samt reducere driftsenergien. Illustration: Vilhelm Lauritzen Arkitekter.

Ni private bygherrer og almene boligorganisationer er udvalgt til – sammen med den almennyttige fond Villum Fonden og Realdania – at skabe eksempelbyggerier, som skal vise hele branchen, hvordan der kan bygges nye boliger med et klimaaftryk på en fjerdedel af det normale.

– Nu forsøger vi at bidrage med et projekt, hvor vi bringer eksperter, bygherrer, rådgivere og entreprenører sammen for at løse en utrolig ambitiøs udfordring. Kun sammen kan vi gøre byggebranchen grønnere, siger projektchef Michael K. Rasmussen, Villum Fonden, og uddyber:

– Vi har fået 45 ansøgninger fra nogle af branchens mest toneangivende aktører, og antallet af ansøgninger, ambitionsniveauet og viljen til at udvikle fremtidens løsninger inden for byggeriet indgyder i den grad håb.

De 9 projekter er:

– AKF, privat bygherre: Rækkehus

– Arealudviklingsselskabet for Sygehusgrunden Holstebro, privat bygherre: Rækkehus (nybyg) og etagebyggeri (transformation)

– Birch Ejendomme, privat bygherre: Rækkehus

– Boligselskabet Sjælland, almen boligorganisation: Rækkehus

– Domea (på vegne af Boligselskabet Sydsjælland), almen boligorganisation: Rækkehus

– Himmerland Boligforening, almen boligorganisation: Etagebyggeri

– Ikano Bolig, privat bygherre: Rækkehus

– Lejerbo, almen boligorganisation: Rækkehus

– NREP, privat bygherre: Etagebyggeri

Projekter er valgt ud fra deres forventede evne til at levere på den overordnede målsætning og på ønsket om at indgå i et dedikeret samarbejde med andre brancheaktører for at drive en fælles innovationsindsats. Der er også blevet skelet til geografisk placering og typer af byggeri for at opnå en variation i den samlede erfaringspulje.

Forpligter sig til historisk lavt klimaaftryk

Bygherrerne for de ni projekter modtager hver især en bevilling, som skal bruges til at finansiere bæredygtig udvikling, innovation og videndeling, der kan bidrage til at reducere klimaaftrykket til et historisk lavt niveau.

Hver bygherre forpligter sig dermed til at stile efter en klimabelastning på kun 2,5 kg CO2-ækv/m2/år – en fjerdedel af den gennemsnitlige klimabelastning ved nybyggeri i Danmark i dag og omtrent en femtedel af den nye lovmæssige grænseværdi på 12 kg CO2-ækv/m2/år.

Pengene kommer fra initiativet Boligbyggeri fra 4 til 1 planet, hvis mål er at skabe bæredygtige nye boliger med respekt for de ressourcer, der er til rådighed på planeten.

Skal være drevet af efterspørgsel

Ud over reduktion af klimaaftryk er målet at opføre sunde, attraktive boliger i et samspil mellem arkitektur, materialer og indeklima.

Udviklingsprocessen skal dermed sikre, at løsningerne bliver skalerbare således, at eksempelbyggerierne kommer til at stimulere både udbud og efterspørgsel af bæredygtige boliger i Danmark:

– Vi sætter gang i en proces, der sikrer, at vi om få år har ni bæredygtige boligfyrtårne fordelt over landet til inspiration for den samlede branche, siger Stig Hessellund, projektchef i Realdania, og tilføjer:

– Den videre udvikling er nødt til at være efterspørgselsdrevet, og derfor skal de boliger, vi støtter, ikke bare være klimavenlige. Det skal være sunde, attraktive, behagelige boliger, der kan udgøre en attraktiv ramme for menneskers hverdag.

Relateret indhold