Ny aarhusiansk Øgade med særlig karakter

For første gang siden Øgadekvarteret i Aarhus blev etableret omkring år 1900, er området nu udvidet med en helt ny gade med eget navn og særlig personlighed - Æbeløgade.
Cebra har tegnet den nye bebyggelse med 146 boliger fordelt på lejligheder og byhuse, som defineres af det nye gaderum og attraktive grønne gårdrum med Botanisk Have som nærmeste nabo. Foto: Casper Hornbæk.
Cebra har tegnet den nye bebyggelse med 146 boliger fordelt på lejligheder og byhuse, som defineres af det nye gaderum og attraktive grønne gårdrum med Botanisk Have som nærmeste nabo. Foto: Casper Hornbæk.

Om projektet

  • Bygherre: Privat investorgruppe
  • Opførelsesår: 2016-2020
  • Omfang: 11.800 kvm.
  • Arkitekt: Cebra
  • Landskab: MBYland
  • Totalentreprenør: Raundahl & Moesby
  • Ingeniør: Oluf Jørgensen

Øgadekvarteret i Aarhus har altid været blandt byens mest attraktive kvarterer med sine smalle gader, varierende karréer og hyggelige gårdrum.

– Æbeløgade samler og nyfortolker alt det bedste fra Øgaderne i en chausséstensbelagt kvartersgade med træer, fortove, hyggelige haver og integrerer samtidig rekreative og klimasikrende vandelementer, forklarer stiftende partner hos CEBRA, Mikkel Frost og fortsætter:

– Gaden fungerer som et moderne ‘shared space’, hvor legende børn, fodgængere, cyklister og bilister er med til at sikre et levende gadebillede med plads til fællesaktiviteter og leg.

En ny Øgade-arkitektur

Arkitekturen nyfortolker velkendte arkitektoniske motiver fra Øgadekvarteret som det f.eks. ses i de skrånede tage, interessante gavle, markante kviste, skråtstillede lysninger og tydelige vinduesrammer. Samtidig udgør attraktive grønne gårdrum, gadetrapper og små forarealer moderne fortolkninger af klassiske Øgade motiver.

Æbeløgade. Foto: Mikkel Frost.
Æbeløgade. Foto: Mikkel Frost.

Et andet særkende i Æbeløgade er arkitekturen farvepalet. Det giver gaden en helt særlig karakter, når boliger i en varm rød, en lys grå og en mørk brun er gennemførte i deres farvekomposition. Her er alt fra tegl, fuge, tagrender, nedløbsrør og sågar postkasse afstemt i forhold til samme farvetone. Et arkitektonisk valg, der er med til at sikre gaden og husene sin helt egen personlighed som moderne fortolkninger af den historiske Øgade-arkitektur.

En grøn nabo

Botanisk Have er nærmeste nabo og spiller derfor en central rolle i Æbeløgade-projektet, hvor de attraktive grønne og blå elementer fra haven trækkes ned i gaden, op langs husenes grønne gavle og videre ind i de to gårdrum. LAR-løsninger er integreret som synlige, rekreative landskabselementer og kombineres med beplantning efter “Vild med Vilje” princippet. Her får vegetationen lov til at gro vildt og nye arter breder sig naturligt, hvilket understøtter en rig mangfoldighed i plante- og dyrelivet.

Projektet er tegnet af Cebra med Raundahl & Moesby som totalentreprenør og Oluf Jørgensen som ingeniør. Æbeløgades i alt 146 boliger fordeler sig i lejligheder og byhuse af forskellige størrelse og karakter. En bevidst blanding af boligtyper, der sikrer en mangfoldighed i beboersammensætning og som skaber grobund for et levende kvarter.

Relateret indhold