Bundpladen er 90 centimeter tyk, og har et areal på 34 gange 42 meter, hvilket krævede 1300 kubikmeter beton, som blev transporteret af 150 lastbiler.
Selvom der er opført to betonværk på byggepladsen, som begge var i fuld drift, fik entreprenøren SBJV sideløbende forstærkning med leverancer fra DK-beton.
En støbning i denne størrelsesorden kræver en høj grad af koordination, da den store mængde beton skal pumpes ind og fordeles blandt armeringsjernet, før den begynder at størkne. Derfor var der i alt 60 arbejdere involveret på pladsen i de 15 timer støbningen tog, fordelt på to holdskift.
– Denne støbning har været planlagt igennem lang tid, og involverer rigtig mange forskellige dele, både i forhold til leverandører og selve logistikken, som skal til for at få det hele til at gå op inden for et meget snævert tidsvindue. Derfor er det godt at se, at det hele forløb efter planen, og faktisk blev gennemført hurtigere end forventet, siger Niels Gottlieb, projektchef på byggeriet af Storstrømsbroen for Vejdirektoratet.
Den færdige pylon bliver placeret midt i sejlrenden i Storstrømmen, og kommer til at rejse sig 102 meter over havets overflade. På begge sider af pylonen vil der være gennemsejlingsfag med en bredde på 160 meter til skibstrafikken, hvor broen holdes oppe af 20 skråstag, som fastgøres i den øverste tredjedel af pylonen.