To byggecentre bliver til én stor tømmerhandel

De tidligere Optimera byggecentre i Karlslunde og Tune blev overtaget af Davidsens Tømmerhandel, som nu genåbner forretningen i Karlslunde efter en markant renovering og sammenlægning.
Trælastchef Torben Stage Jacobsen skal med de nye rammer med flere varer på hylderne vækste forretningen med 10-15 procent om året. Pressefoto.
Trælastchef Torben Stage Jacobsen skal med de nye rammer med flere varer på hylderne vækste forretningen med 10-15 procent om året. Pressefoto.

På trods af nye farver og et større og mere moderne setup er det stadig de samme godt 14 medarbejdere med omkring 200-års samlet erfaring og en stærk lokal forankring, der styrer sagerne og rådgiver de professionelle håndværkere i den nye Davidsens Tømmerhandel i Karlslunde.

Sådan lyder meldingen fra trælastchef Torben Stage Jacobsen, der nøjagtig et år efter, at den familieejede, sønderjyske tømmerhandel rykkede ind i byen nu har åbnet alle porte på vid gab til den professionelle trælast med de blågule farver.

– Ud over vi har investeret i at forme rammerne og det visuelle til Davidsen-konceptet og lavet en kæmpe opgradering af hele matriklen, har vi også ombygget håndværkerafdelingen, så den passer til Davidsen-konceptet. Det betyder flere varer på lager og også et langt bredere sortiment på tværs af alle varegrupper. Samtidig lancerer vi over de næste måneder en række nye servicetiltag for de professionelle håndværkere, fortæller han.

Trælastchefen lægger ikke skjul på, at ambitionerne er store og fundamentet til en årlig vækst på 10-15 procent er nu støbt. Blandt andet skal Davidsens Tømmerhandel i Karlslunde være den trælast syd for København, der har det klart største sortiment på lager for håndværkerne.

– I dag er det ekstremt vigtigt for de professionelle, at de med kort tidsinterval kan bestille og efterfølgende afhente varer. Derfor er det vigtigt for en tømmerhandel som vores, at vi ligger inde med et stort lager af normale bestillingsvarer, siger Torben Stage Jacobsen.

Davidsen har i dag omkring 1000 medarbejdere fordelt på 23 afdelinger i Danmark og Grønland.

Relateret indhold