I gode tider er det nemmere at få lidt ekstra i lønposen, og håndværkerlønninger har da også haft en naturligt stigende tendens de senere år.
Så sent som i april i år gik størstedelen af malerfaget ind og justerede prislisten op for akkordsvendene. På sigt ville det også give et afsmittende lønløft til de timelønnede malersvende. Sådan forklarede Danske Malermestre og Malerforbundet, da de to organisationer helt ekstraordinært var blevet enige om at hæve den såkaldte prisliste for akkordarbejde af svendene på maleropgaver.
Prislisten blev sat op med 3,75 procent til ikrafttræden i oktober i år, og det usædvanlige var, at prislisten normalt kun justeres ved overenskomstforhandlingerne.
– Det er en historisk aftale, vi har indgået med arbejdsgiverne. Der er mig bekendt aldrig før lavet en aftale om stigning på prislisten i en periode mellem overenskomstforhandlingerne, sagde en tilfreds formand i Malerforbundet, Tonny Olsen, dengang.
Parterne understregede samtidig, “at den netop vedtagne stigning på prislisten ikke står i vejen for, at der forhandles om yderligere stigninger på prislisten i forbindelse med overenskomstforhandlingerne”.
Nu starter overenskomstforhandlingerne
Den anden del af arbejdsgiverne i malerfaget er organiseret i DI Byggeri Malersektionen. Her er typisk de lidt større malervirksomheder. Malersektionen deltog i forhandlingerne om at løfte prislisten, men valgte i sidste ende at afstå fra aftalen.
Det ville være for dyr en løsning for malerfaget, mente sektionen, som i stedet valgte at lade spørgsmålet om højere løn til svendene vente til de lønforhandlinger, som nu går i gang i starten af januar.
Og her er der ikke udsigt til, at lønnen skal løftes markant, hvis det står til Malersektionen. I stedet henviser sektionen til markedssituationen og maner til løntilbageholdenhed. For verden har ændret sig radikalt i forhold til bare for et halvt år siden.
– Med den stigende inflation, energipriser og rente ser vi en tydelig ordrenedgang hos vores medlemmer. Ordrenedgangen kommer fra både private og offentlige kunder, der holder igen. Det er bekymrende, og noget vi skal forholde os til, siger Willi Becke, formand i DI Byggeri Malersektionen.
– Vi maner derfor til eftertanke. Vi skal snart i gang med overenskomstforhandlingerne og høje lønstigninger kan gøre situationen endnu værre. Vores priser kan blive for høje, og så risikerer vi en endnu større ordrenedgang.
Malermestrene understreger, at man ikke imod lønstigningerne generelt, men de skal ske på baggrund af produktionen.
– Det vil være dybt uansvarligt hvis vi, med disse udsigter, blot giver los på øgede omkostninger. Jeg ser scenarier som endnu større opbremsning i markedet, flere konkurser, højere inflation og arbejdsløshed, hvis vi får for høje lønstigninger, fortsætter Willy Becke og peger på behovet for at lade lønnen følge en naturlig løndannelse.
– Vi appellerer derfor til et godt samarbejde med Malerforbundet og Danske Malermestre til gavn for faget, lyder det fra sektionen.
DI Byggeri Malersektionen er en ud af 26 sektioner under DI Byggeri.