Lager- og produktionslokaler i Sydjylland
- Tomgangen er 2,1 pct. – det laveste siden april 2009 (dengang 2,0 pct.)
- Før finanskrisen var blot 1,5 pct. af industrilokalerne tomme; det blev fordoblet på kun to år til 3 pct. i juli 2010 – og steg yderligere til 4,4 pct. i juli 2013
- 416.600 kvadratmeter sydjyske industrilokaler står tomme – det svarer til cirka 58 fodboldbaner
- Med 19,5 mio. kvadratmeter har Sydjylland de største industriarealer blandt de 11 landsdele. Hele Danmark har 103,5 mio. kvm industrilokaler
- På Ejendomstorvet.dk har Sydjylland 344 industrilejemål eller bygninger til salg, fordelt på landsdelens 12 kommuner:
- Vejle – 69
- Esbjerg – 66
- Kolding – 43
- Haderslev – 40
- Sønderborg og Aabenraa – begge 34
- Fredericia – 25
- Varde – 11
- Vejen – 8
- Billund og Tønder – begge 7
- Fanø – ingen
- På landsplan er tomgangen for industrilokaler 2,1 pct.
Det går så stærkt for virksomhederne i de 12 sydjyske kommuner, at landsdelen – med Danmarks største koncentration af industrilokaler – ikke har haft færre tomme fabrikshaller, lagerbygninger og logistikejendomme i ni år.
Det skriver Ejendomstorvet.dk i en pressemeddelelse.
– Her i midten af 2018 står kun 2,1 procent af lokalerne til lager og produktion tomme i Sydjylland, og ifølge vores databaser skal vi helt tilbage til april 2009 for at finde en lavere tomgang. Før finanskrisen var tomgangen kun halvanden procent, og det blev fordoblet på kun to år. Det så allerværst ud i midten af 2013 med en tomgang på 4,4 procent, men siden er der kommet liv og aktivitet i mange ledige lokaler, nærmest støt fra kvartal til kvartal, siger Mette B. Dehn, kommunikationsansvarlig i Ejendomtorvet.dk.
Det faldende udbud af lokaler har betydet, at det ifølge andre tal fra Ejendomstorvet.dk i gennemsnit koster godt 18 procent mere at leje en industri-kvadratmeter end for fem år siden.
– Vi kan sagtens genkende billedet med kun få ledige lokaler og med stigende lejeniveauer. Opsvinget giver travlhed hos mange virksomheder, og vi oplever især efterspørgsel på lokaler i gængse størrelser fra 700-800 kvadratmeter og op til 1500 kvadratmeter, gerne med plads til lidt administration og med udendørs arealer, der kan bruges til oplagring, siger Karsten Lindgård Jensen, direktør og partner i EDC Erhverv Poul Erik Bech i Esbjerg.
EDC Erhverv-mægleren forudser øget nybyggeri, blandt andet fordi der mange steder i Sydjylland er ledig byggejord – modsat fx industriområder tæt på København.
Også Nybolig Erhverv spår mere nybyggeri. I en analyse noterer mæglerkæden, at sydjyske virksomheder især efterspørger moderne (og motorvejsnære) lokaler, men størstedelen af de tilgængelige lejemål hører til i den ældre bygningsmasse.
Derfor må mange virksomheder slække på kravene til deres nye lejemål, mens flere kapitalstærke virksomheder vælger at bygge faciliteter skræddersyet til deres behov, lyder det.