Tekniq roser rødt klima- og miljøudspil

Socialdemokratiet har offentliggjort sit udspil til en klima- og miljøpolitik. Særligt en ny energispareordning falder i god jord hos brancheorganisationen Tekniq.
Illustration: Free-Photos // Pixabay.com
Illustration: Free-Photos // Pixabay.com

Udspillet

  • Socialdemokratiets miljøudspil indeholder overordnet ti punkter på energiområdet.
  • De foreslår:
  • 1: En halv million grønne biler og øget elektrificering
  • 2: Tre nye havvindmølleparker
  • 3: Bygninger og industri skal spare på energien
  • 4: Kyster og byer skal sikres mod ekstremt vejr
  • 5: Flere private grønne investeringer
  • 6: Større eksport af Danmarks grønne løsninger
  • 7: Landbruget skal yde et fair og fornuftigt bidrag til klimaet
  • 8: Nye og ambitiøse pejlemærker for klimaet
  • 9: En grøn forskningsmilliard
  • 10: Et grønt nationalregnskab

Socialdemokratiet har netop offentliggjort sit udspil til en ny klima- og miljøpolitik – et udspil, der vækker ros hos Tekniq Installationsbranchen, som repræsenterer de danske el- og vvs-virksomheder.

I udspillet lægger Socialdemokratiet blandt andet op til, at der skal indføres krav om at spare på energien i alle offentlige bygninger, og at der skal laves en ny energispareordning.

– Der er rigtig mange gode grønne ambitioner i Socialdemokratiets udspil. Særligt hæfter jeg mig ved gensynet med energispareindsatsen, som vi var mange, der efterlyste i regeringens energiudspil, siger Niels Jørgen Hansen, adm. direktør i TEKNIQ Installationsbranchen.

Det skriver Tekniq i en pressemeddelelse.

– Dansk energipolitik har indtil nu gået på to ben. Vi har med andre ord både fokuseret på udbygningen af den vedvarende energi og på at nedbringe energiforbruget. Det har været afgørende for den grønne omstilling. Derfor er det helt rigtigt prioriteret, at Socialdemokratiet ønsker en ny energispareordning, som giver et økonomisk incitament til at effektivisere energiforbruget, siger Niels Jørgen Hansen.

Også Bygge-, Anlægs- og Trækartellet roser det nye forslag i en pressemeddelelse.

– Socialdemokratiet har netop fremlagt et særdeles ambitiøst udspil for den grønne omstilling i Danmark. Udspillet adskiller sig derved fra det energipolitiske udspil som regeringen fremlagde i sidste uge. Socialdemokratiet ønsker at målsætningen for udbygningen af den vedvarende energi skal foregå hånd i hånd med energieffektivisering og konkrete mål for energispare-indsatsen, skriver de.

Relateret indhold