Smarte ledere laver smarte bygninger

Pressefoto.
Pressefoto.

Byggekranerne tårner op over de danske byer, hvor enhver ledig kvadratmeter i de store byer bliver bebygget for at skabe plads til nye kontordomiciler. Et tegn på positive vinde over det danske erhvervsliv, men det kunne være meget bedre. Mange glemmer nemlig det vigtigste: Smart dataopsamling.

Helt nye undersøgelser viser, at mindre end 50 procent af pladsen i danske erhvervsbygninger reelt bliver brugt. Det betyder, at der slet ikke ville være behov for at bygge så mange kontorlokaler, hvis vi skabte mere pladseffektive og smarte arbejdspladser. Og trods den mindre plads, ville de blive bedre. Med dataopsamling i “Smart Buildings” kan man skabe en moderne og effektiv arbejdsplads, som er optimeret til de ansatte med nye, digitale behov.

Enorme besparelser og gevinster

Vi bruger 90 procent af vores tid indenfor, og en stor del af denne foregår på vores arbejdspladser. Hvis vi gør byggeriet smart, er mulighederne enorme. Men det kræver, at vi ikke blot ser på bygninger som mursten og glasfacader.

Besparelserne ved at gøre en bygning smartere er astronomiske. Vores nyeste analyse viser, at over 9 billioner kroner på verdensplan vil kunne spares ved at skabe overblik over det reelle kontorbehov.

Ved brug af eksempelvis den nyeste, intelligente belysning vil man, udover at give de ansatte et bedre arbejdsmiljø, kunne analysere på, hvordan man optimerer sine kvadratmeter. Med smartere bygninger og ved at bruge dataanalyser har virksomhederne værktøjer til at pladsoptimere og skabe overblik over, om eksempelvis mødelokalerne er blevet brugt.

Og denne udvikling er langt fra slut.

I Albertslund har vi netop vist vejen og skabt Danmarks smarteste erhvervsbygning i samarbejde med TDC, Cisco og Lighting Metropolis. Vi har skabt det Intelligente Loft, som giver nye digitale mulighed for både ansatte og ledere.

Nøglen ligger derfor i at gøre vores erhvervsbygninger lige så intelligente, som resten af den verden vi alle lever i. For mens vi bruger massevis af kroner på intelligent teknologi på hjemmefronten, så glemmer vi erhvervsbygningerne – og som virksomhed er det at skyde sig selv i foden. En bæredygtig bygning med fokus på medarbejderne og virksomhedernes økonomi starter med at bygherrerne rundt om i landet tænker IT-infrastruktur og dataopsamling ind fra starten af byggeriet.

Når vi i fremtiden laver nye kontorer, så skal de arbejde for de ansatte – ikke omvendt. Med hjælp fra smart dataindsamling, teknologi og infrastruktur optimerer vi brugen af bygningerne og ændrer måden, vi benytter dem på.

I dag ville ingen købe et nyt IT-system uden at invitere IT-afdelingen inden for – og de skal også inviteres, inden de næste erhvervsbyggerier skyder op i de danske byer. Ellers er bygningerne allerede forældet, inden der er holdt rejsegilde.

For virksomheder uden smarte bygninger vil bogstavelig talt blive koblet af kapløbet de kommende år.

Relateret indhold