Nu koster det ikke længere penge at vinde over Skat

Dansk Byggeri har længe peget på urimeligheden i, at virksomheder drevet i selskabsform siden 2009 ikke kunne få dækket sagsomkostningerne, selv hvis man vandt en retssag mod Skat. Fra årsskiftet er denne praksis afskaffet.
Det skal ikke længere være udsigten til en lang og dyr retssag, der får virksomheder med en god sag til at undlade at lægge sag an mod Skat. Foto: Colourbox.
Det skal ikke længere være udsigten til en lang og dyr retssag, der får virksomheder med en god sag til at undlade at lægge sag an mod Skat. Foto: Colourbox.

– Mellem 2009 og 2016 kunne for eksempel små håndværksvirksomheder ikke få sagsomkostningerne dækket, selv om de vandt en retssag mod Skat. Dermed var der en særskat på retssikkerhed og en diskrimination mellem personligt ejede virksomheder og virksomheder drevet i selskabsform, siger cheføkonom i Dansk Byggeri, Bo Sandberg, i en pressemeddelelse.

Men som en konsekvens af Retssikkerhedspakke II fra 2016 er der fra årsskiftet rettet op på denne diskrimination.

– Det er glædeligt, at den sunde fornuft nu har sejret, og syv års retssikkerhedsmæssigt mørke inden for omkostningsgodtgørelse er nu endelig ophørt, siger Dansk Byggeris cheføkonom.

Den manglende omkostningsgodtgørelse har ifølge Dansk Byggeri formentlig afholdt små og mellemstore virksomheder fra at føre principielle skattesager.

– Sidste års retssikkerhedspakke indeholdt også andre positive tiltag, blandt andet et særligt skattekontor hos Ombudsmanden, siger Bo Sandberg, men han understreger, at der alligevel fortsat er nok at tage fat på.

– Sagsbehandlingstiderne for skattesager lader meget tilbage at ønske. Der er typisk en voldsom asymmetri mellem statens ubegrænsede økonomiske og juridiske muskelmasse hos Kammeradvokaten set i forhold til de mindre virksomheder. Endelig afprøver Skat ofte på eget initiativ grænserne i skattelovgivningen, siger Bo Sandberg.

Relateret indhold