Vejdirektoratet ser potentiale for ny vestlig ringkorridor

En analyse af vejtrafikken i hovedstadsområdet peger på, at udbygninger af det eksisterende vejnet ikke kan stå alene som løsningsmuligheder i forhold til de stigende trafikmængder.
Ifølge Vejdirektoratet er det ikke nok at udbygge det eksisterende vejnet i hovedstadsområdet - der skal nye vejforbindelser til. Foto: Colourbox.
Ifølge Vejdirektoratet er det ikke nok at udbygge det eksisterende vejnet i hovedstadsområdet - der skal nye vejforbindelser til. Foto: Colourbox.

Vejdirektoratet har på foranledning af transport- og bygningsministeren gennemført en trafikal analyse af vejtrafikken i hovedstadsområdet. Analysen har blandt andet haft fokus på behovet for nye ringforbindelser, og Vejdirektoratet har i sin analyse givet en kort status for den trafikale situation i hovedstadsområdet og beskrevet en række scenarier for, hvordan trafikken udvikler sig, afhængigt af i hvilket omfang hovedstadens overordnede vejnet udbygges. Analysen bygger ovenpå forudsætningen fra tidligere undersøgelser om, at der allerede i dag er fremkommelighedsproblemer i hovedstadsområdet, som ventes at stige – ikke mindst på de tværgående forbindelser.

– Vi kan ud fra vores analyser se, at mange har behov for at komme på tværs i hovedstadsområdet. Det kan for eksempel mærkes på Motorring 3. Den kan uden trængsel gennemkøres fra syd til nord på cirka 11,5 minutter, men mellem kl. 7 og 8 tager det mere end dobbelt så lang tid, og ifølge vores analyse vil det tage næsten en halv time ved udgangen af dette årti. Da mulighederne for at udvide kapaciteten på Motorring 3 og Motorring 4 er forholdsvist begrænsede, viser vores analyse, at det kan være nødvendigt at bevare muligheden for at lave en ny ringforbindelse engang i fremtiden, siger Vejdirektoratets planlægningsdirektør Helga Theil Thomsen.

Aktuel debat

Anledningen, til at ministeren har bedt om analysen, er blandt andet en aktuel politisk debat om den eksisterende transportkorridor rundt om hovedstadsområdet.

– Transportkorridoren, som vi kender den, har den fordel, at den holder mulighederne åbne i en situation, hvor vi ikke præcist ved, hvor presset på den nuværende infrastruktur bliver størst. Omvendt vil en indskrænket korridor være til gavn for borgere og kommunerne langs strækningen. Ønsker politikerne at opgive eller væsentligt indskrænke transportkorridoren, er vores anbefaling, at der igangsættes en konkret planlægning, så der sikres en fremtidig motorvej i et nyt landsplandirektiv for hovedstadsområdet, siger Helga Theil Thomsen.

Vejdirektoratets analyse peger også på, at der kan være fornuftige alternativer til en udbygning i en Ring 5 igennem hele den eksisterende transportkorridor. Blandt dem er en sydlig Ring 5 i form af motorvej mellem Køge Bugt Motorvejen og Frederikssundsmotorvejen, der kan kombineres med nye ringforbindelser og/eller udbygning af veje vest for Ring 5.

Mange alternativer

– Den sydlige Ring 5 vil give en stor aflastning af især Køge Bugt Motorvejen med op til 20.000 køretøjer mellem Køge og Greve, og presset på Frederikssundsvej vil også falde. Der er mange forskellige alternativer, som bør undersøges nærmere, siger Helga Theil Thomsen.

En ny motorvej vil få væsentlige negative konsekvenser for natur og miljø og for de bysamfund, den i givet fald vil komme til at forløbe i nærheden af. Den nuværende Ring 5-korridor går gennem et område ved Mølleådalen i Nordsjælland, der af EU er udnævnt til særligt beskyttet område med pligt til at bevare sjældne eller truede dyre- og plantearter.

– Konkret planlægning og mere tilbundsgående undersøgelser kan fortælle os mere om konsekvenserne og mulighederne for at tilpasse projektet, så påvirkningerne af omgivelserne begrænses, siger Helga Theil Thomsen.

Transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt hilser analysen velkommen.

– Jeg er glad for, at vi med den trafikale analyse af hovedstadsområdet nu er blevet lidt klogere på perspektiverne i en Ring 5-motorvej og en ophævelse af transportkorridoren. Jeg vil tage både den trafikale analyse og alle de gode input, jeg har fået i forbindelse med behandlingen af denne sag, med mig. Begge dele er meget relevante bidrag til det videre arbejde med erhvervs- og vækstministerens varslede revision af Fingerplanen, som også vil omhandle transportkorridorerne, siger Hans Christian Schmidt.

Relateret indhold