NCC indgår OPS-aftale

Jammerbugt Kommune har indgået et OPS-samarbejde med NCC, der skal sikre, at Aabybro Skole bliver systematisk vedligeholdt fremover. Formålet er at sikre bedre indeklima, bedre indlæring og længere levetid for den nye skole.
Jammerbugt Kommune har indgået et OPS-samarbejde med NCC, der skal sikre, at Aabybro Skole bliver systematisk vedligeholdt fremover. Illustration: Dimensiondesign.dk.
Jammerbugt Kommune har indgået et OPS-samarbejde med NCC, der skal sikre, at Aabybro Skole bliver systematisk vedligeholdt fremover. Illustration: Dimensiondesign.dk.

Elever og lærere på Aabybro Skole kan gå på sommerferie og se frem til skolestart i august i en nyopført skole med godt indeklima og bedre indlæring til følge. Og det kan de næste generationer af elever efter planen også, for skolen vil blive systematisk vedligeholdt de næste 25 år. Det sker med et offentligt-privat samarbejde (OPS) mellem Jammerbugt Kommune, Facility Management-virksomheden Ejendomsvirke A/S og den rådgivende entreprenør NCC om design, opførelse og drift af Aabybro Skole. Det oplyser NCC i en pressemeddelelse.

Aabybro Skole stod færdig for nylig og overgår nu til drift. Flere undersøgelser peger på, at der er et efterslæb i vedligeholdelsen af den offentlige danske bygningsmasse, herunder skoler, på et tocifret milliardbeløb. Det betyder blandt andet, at bygningerne og dermed kommunerne får store værditab.

Totaløkonomisk løsning

– I NCC vil vi gerne bidrage til at bygge bæredygtige samfund, og derfor vil vi anbefale kommunerne at tænke i de totaløkonomiske bedste løsninger. Den aftale, vi har indgået på Aabybro Skole, har den konkrete fordel, at pengene til fremtidigt vedligehold er disponeret på forhånd. Det har alle parter en fælles interesse i, siger Henrik Krogh Holm, der er områdedirektør i NCC Building i Danmark.

En af de motivationsfaktorer, Jammerbugt Kommune har haft for at indgå i et OPS-samarbejde, har blandt andet været den langsigtede tænkning, der er med til at sikre kommunens og dermed borgernes værdier og velfærd på bedst mulig måde.

OPS er fremtiden

– Med et offentligt-privat samarbejde har vi samlet projektering, etablering, drift og vedligehold i en samlet kontrakt. Jeg tænker, at fremtidens større byggerier vil blive bygget efter denne opskrift, som både fagligt og økonomisk er fornuftig, siger Mogens Gade, der er borgmester i Jammerbugt Kommune.

Med OPS-aftalen på Aabybro Skole har det fremtidige driftspersonale desuden været med til at bidrage tidligt i designprocessen, så der sikres mere hensigtsmæssige løsninger i byggeriet.

– Vi har været med fra begyndelsen og sikret os, at den langsigtede drift er tænkt ind og forberedt. Det bidrager til en god start samt en effektiv drift, hvor vi har skabt grundlag for en pæn og velfungerende skole i mange år, siger Bent Amsinck, der er administrerende direktør i Ejendomsvirke A/S.

Aabybro Skole tager bygningerne i brug, når det nye skoleår starter efter sommerferien den 11. august.

Relateret indhold