Fusion skal styrke eksport

NGO'en Act Now bliver fra årsskiftet en del af Eksportforeningen, hvilket skal give eksportvirksomheder bedre muligheder for at lande ordrer på energieffektive og bæredygtige løsninger især i Mellemøsten.
Act Now fokuserer primært på Mellemøsten - som eksempelvis Dubai. Foto: Colourbox.
Act Now fokuserer primært på Mellemøsten - som eksempelvis Dubai. Foto: Colourbox.

Eksportforeningen

  • Eksportforeningen repræsenterer cirka 570 danske små, mellemstore og store eksportvirksomheder.
  • Eksportforeningens kernekompetencer er netværk, fremstød og kurser inden for eksport.
  • En videnskabelig undersøgelse fra Aarhus Universitet viser, at medlemmer af Eksportforeningen i snit har 49 procent mere eksport end den gennemsnitlige danske eksportør.

Eksportforeningen og NGO’en Act Now – Movement har besluttet at fusionere. Formålet med fusionen er at fremme den danske eksport af klimavenlig teknologi – blandt andet inden for byggebranchen. Det oplyser Eksportforeningen i en pressemeddelelse.

– Klima, energi og bæredygtighed er på dagsordenen verden over, og det giver muligheder for danske eksportvirksomheder. Med Act Now som en integreret del af Eksportforeningen vil vores medlemmer stå stærkere i forhold til at afsætte de bæredygtige løsninger, som efterspørges i mange lande. Det vil skabe grundlaget for flere danske eksportsuccesser på et område, der vil vokse markant i de kommende år, siger Ulrik Dahl, administrerende direktør i Eksportforeningen.

Act Now skaber bæredygtige projekter og finder herefter danske leverandører, der kan byde ind med konkrete energieffektive løsninger. Siden oprettelsen i 2013 har Act Now i samarbejde med blandt andet Udenrigsministeriet medvirket til at sikre, at danske virksomheder har vundet ordrer på leverancer af klimavenlig, CO2-reducerende teknologi og ydelser.

Bæredygtighed i Mellemøsten

I Act Now har man særligt fokuseret på Mellemøsten, hvor markedspotentialet er hastigt voksende. Dubai skal i 2020 være vært for World Expo, og her bliver bæredygtighed et centralt tema, hvilket blandt andet afspejler sig i de store byggeprojekter, der opføres frem mod udstillingen.

Act Now har ifølge Eksportforeningen bidraget til, at danske virksomheder har vundet et ambitiøst skolebyggeri i Sustainable City, som er en helt ny bæredygtig bydel i Dubai. En bydel, der allerede tiltrækker mange faglige turister fra hele Mellemøsten.

– I Danmark findes mange små og mellemstore virksomheder, der har potentiale til at blive leverandører på bæredygtige projekter, som vi skaber i Act Now. Med Eksportforeningens stærke bagland og brede kontaktflade blandt danske virksomheder får vi nu bedre forudsætninger for at opdyrke projekter og matche dem med relevante, danske virksomheder, siger Lene Grønning, administrerende direktør i Act Now.

Act Now bliver formelt et selvstændig netværk i Eksportforeningen på linje med foreningens øvrige 13 netværk, der samler små, mellemstore og store eksportvirksomheder efter branche- og kundeinteresser i udlandet.

Relateret indhold