– El og vvs har ingen mangel på praktikpladser. Det er synd, hvis praktikpladsspøgelset forhindrer nogle i at tage en erhvervsuddannelse. Nu slår tal fra Undervisningsministeriet omsider helt fast, at det er yderst få, der står i kø til en praktikplads, siger Tina Voldby, underdirektør i erhvervsorganisationen Tekniq.
– De nye tal er klokkeklare og viser, at danske arbejdsgivere og særligt installationsbranchen tager et meget stort ansvar for at oprette lærepladser. I vores branche bliver der i fremtiden brug for endnu flere til at automatisere industrien og omstille Danmark til grøn energi, siger Tina Voldby.
– Praktikpladskøen er som en billetkø i biografen. Den kan se lang ud, men der er god plads i biografen. Der står lige nu færre end 150 i køen. Langt de fleste af dem finder hurtigt en praktikplads, og køen rykker sig hurtigt, selvom der kommer nye til hver gang, skolerne afslutter nye klasser på grundforløbet, siger Tina Voldby.
– Tekniq er netop nu i gang med at udbrede kendskabet til de nye erhvervsuddannelser, som træder i kraft til august, og arbejdsgiverne tager meget positivt imod dem. Alt tyder på, at væksten i antallet af nye lærlinge vil fortsætte inden for installationsfagene, siger Tina Voldby.
Fakta om praktikpladskøen
Oplysninger fra Undervisningsministeriet viser pr. februar 2015 følgende:
10 ud af 1.412 vvs-energilærlinge venter på praktikplads. Det svarer til én procent af eleverne.
107 ud af 3.854 elektrikerlærlinge venter på praktikplads. Det svarer til tre procent af eleverne.
Samlet venter 117 ud af 5.409 lærlinge i installationsbranchen på praktikplads. Det svarer til to procent af eleverne.