EnergiMidt har indgået en aftale med Skive Kommune om at Energiselskabet i forbindelse med udførelse af energirenoveringsarbejder hos eksempelvis boligejere i kommunen skal have udbetalt “formidlingshonorarer” fra en udvalgt kreds af lokale bygge- og håndværksvirksomheder.
Det fremgår af aftalen – som Dagens Byggeri er i besiddelse af – at virksomhederne først skal betale et “tilslutningsgebyr” på 10.000 kroner årligt, hvortil skal lægges et formidlingshonorar på 15 procent af det fakturerede beløb – eksklusiv moms – for opgaver som en bygge- og håndværksvirksomhed måtte udføre på baggrund af energirådgivning udført af EnergiMidt.
Energitjek og rapport
Af aftalen fremgår det, at “EnergiMidt i samarbejde med Skive Kommune tilbyder boligejere i kommunen et energitjek af deres bolig uden beregning”. Aftaleteksten fortsætter:
– På baggrund af energitjekket udarbejder EnergiMidt en energirådgivningsrapport over mulige tiltag, hvorved boligejeren kan formindske boligens energiforbrug. På baggrund af Rapporten tilbyder EnergiMidt boligejeren at formidle kontakt til to forskellige håndværkere, som vil kunne give tilbud på de i rapporten indeholdte energirenoveringsarbejder (eller de dele heraf, som boligejeren ønsker udført)…
Tilhørsforhold
Af teksten fremgård det ligeledes, at det er en forudsætning, at de pågældende virksomheder har et “tilhørsforhold til kommunen”, og at opgaverne tildeles “efter tur”.
Der er også krav om, at tilbud til bygningsejerne skal sendes i kopi til EnergiMidt.
“Kopi af specificeret slutfaktura fremsendes til EnergiMidt samtidigt med fakturaens fremsendelse til boligejeren”, og skulle håndværkeren få problemer med betalingen fra bygningsejeren, er det uden indflydelse på aftalen med EnergiMidt.
“Formidlingsgebyret” skal betales under alle omstændigheder”, idet det af aftalen fremgår, at “boligejerens manglende betalingsevne eller -vilje påvirker ikke betalingsforpligtigelser over for EnergiMidt.
Afhængighedsforhold
Aftalen, der altså har Skive Kommunes blå stempel, betyder i praksis, at forbrugere og virksomheder får en fordyrelse – ekstra regning – på mindst 15 procent, som virksomhederne skal betale til EnergiMidt. Virksomhederne har nemlig kun et sted at hente “formidlingshonoraret”, og det er hos kunderne, der altså intet aner om den indgåede aftale.
Dermed bliver det dyrere at få foretaget energibesparelser end det kunne have været, og virksomhederne, der har indbetalt 10.000 kroner, kommer i et afhængighedsforhold til EnergiMidt.
Får penge for vejledning
Aftalen kan også virke påfaldende på baggrund af, at energiselskaberne i november 2012 indgik en aftale med den daværende energiminister Martin Lidegaard om, at der årligt skal realiseres energibesparelser.
For at opnå de nævnte energibesparelser kan energiselskaberne ifølge aftalen i forbindelse med elregningern opkræve et ørebeløb hos energiforbrugerne, til dækning af eventuelle omkostninger til at opnå energibesparelser, og disse omkostninger er såvel egentlige tilskud til energibesparelser som rådgivning og information.
Dermed har selskaberne rent faktisk fået politikernes grønne lys til at opkræve omkring 1,5 milliarder kroner ekstra hos forbrugerne, men pengene skal tilbage igen i form af de nævnte aktiviteter.
Energivejledere
For at imødekomme de stigende krav til en seriøs og velunderbygget energirådgivning har Dansk Byggeri sammen med blandt andre Teknologisk Institut etableret en energivejlederuddannelse, og flere end 3.000 virksomheder har indtil videre gjort brug af dette efteruddannelsestilbud.
EnergiMidt skal vejlede bygningsejerne, men med aftalen i Skive Kommune har virksomheden også en økonomisk interesse i, at projekterne bliver så dyre som muligt, da EnergiMidt får 15 procent i formidlingsgebyr. Derved kan der sættes spørgsmålstegn ved EnergiMidts rolle som uafhængig/uvildig rådgiver.