Af Andrey Kazankov
Det ser nu ud til, at Boligjobordningen, også kendt som håndværkerfradraget, har en ikke ubetydelig chance for at overleve udgangen af 2014, hvor den ellers skal udgå ifølge den nuværende politiske aftale.
Der er nemlig lagt op til, at politikerne skal forhandle om en ny vækstpakke efter påske, og i den forbindelse kan ordningen meget vel blive forlænget.
Flere borgerlige partier har nemlig lagt op til at lade håndværkerfradraget fortsætte, mens repræsentanter for begge regeringspartier – Socialdemokraterne og De Radikale – mandag og tirsdag har udtalt, at de ikke vil afvise at forlængelse fradraget.
Således er der lagt op til endnu en omgang forhandlinger om den i byggeriet populære ordning, som flere gange er blevet lagt i graven og genoplivet af den nuværende regering.
Det var den tidligere borgerlige regering, der indførte håndværkerfradraget for knap tre år siden, og en af de daværende ministre, Brian Mikkelsen (K) opfordrer i denne udgave af Dagens Byggeri til ikke bare at forlænge ordningen, men også at fordoble den.