Herning Kommune frigiver jord til vindmøller og solceller

Natur, erhverv og vedvarende energi tænkes sammen i ny helhedsplan i Herning.
Herning Kommune kalder selv planen for "visionær" og "banebrydende". Foto: Herning Kommune.

I sidste uge vedtog Herning Byråd en helhedsplan for et 600 hektar stort område i den østlige del af kommunen.

Her skal erhverv, vedvarende energi og naturudvikling tænkes sammen, oplyser Herning Kommune.

Området vil byde på 360 hektar natur, 100 hektar erhvervsjord, solceller på 120 hektar og fem vindmøller på hver 150 meter.

Målet er både at skabe vækst og arbejdspladser samt bidrage til den grønne omstilling ved at skabe ny natur.

– Det er en sag, der kombinerer handlekraft med kreativitet. En sag, hvor vi med én samlet indsats kan bidrage til flere af de ambitioner, vi har som kommune. Hvis vi lykkes, kan vi skabe mere grøn energi, mere natur, flere arbejdspladser og nye muligheder for vækst, siger Dorte West, borgmester i Herning Kommune.

Energibåndet hedder 600 hektar store område, der ligger tæt ved motorvejen i den østlige del af kommunen.

Når plangrundlaget for området er på plads, har byrådet afsat 67 millioner kroner til opkøb af erhvervsjord. 2,5 mio. kr. bevilliges desuden til det videre arbejde med projektet.

Relateret indhold