Hoffmann har netop præsenteret årsregnskabet for 2025, og det viser en øget omsætning til 2,21 mia. kroner (2,04 mia. kroner), et resultat på 222,7 mio. kroner (205,1 mio. kroner) med en resultatgrad på 10,1 % (10,1 %) og en stigende ordrebeholdning på 2,58 mia. kroner (1,98 mia. kroner.
– Det er meget glædeligt, at en række projekter, vi har arbejdet på i flere år, er blevet igangsat, siger adm. direktør Torben Bjørk Nielsen og nævner igangsætningen af hotel i Lyngby Storcenter, DTU Science Park (laboratorie- og kontorbygning) samt en række projekter i rammeaftalen med Bygningsstyrelsen.
– Det er gode eksempler på, at tidligt samarbejde med vores kunder og samarbejdspartnere, hvor kompetencer, knowhow og processer sikrer, at projekterne bliver realiserbare. 85 % af Hoffmanns omsætning er startet i tidligt samarbejde, tilføjer han.
Hoffmann holder niveau: ”Overordnet set er markedssituationen fornuftig”
Det oplyses, at alle enheder hos bygge-, anlægs- og teknikentreprenøren har bidraget ligeværdigt til omsætningen, lønsomheden og ordrebeholdningen.
Hoffmann har 533 medarbejdere, hvoraf ca. halvdelen er funktionærer og ca. halvdelen er håndværkere (håndværkerne omfatter elektrikere, tømrer, jord- og kloak, gartnere og service).
Inkubationstid på 2 år
Ifølge direktøren har 2025 været et år med megen aktivitet i både tilblivelses- og udførelsesfasen, og både omsætning og resultat er steget med 8 %:
– Inkubationstiden fra projektering til fysisk opstart af projektet er stadig omkring to år. Derfor kan ordrebeholdningen svinge en del. Især i 4. kvartal indgik vi en del nye ordrer, som giver et godt grundlag for vores aktivitetsniveau i 2026.
Højeste niveau nogensinde: Sweco Danmark leverer rekordindtjening
Med blik på fremtiden påpeger Torben Bjørk Nielsen, at markedet fortsat er præget af uro i verden med toldbarrierer, militæroprustning og faldende privatforbrug:
– I Hoffmann har vi gennem perioden formået at levere stabil omsætning og god lønsomhed, og det tror vi også er muligt i denne markedssituation. Vi holder fast i at være Den Løsningsorienterede Partner og koncentrerer os om de kunder, der ønsker vores kompetencer og knowhow fra tilblivelsen af projekterne, siger han.
