Guldborgsund Kommune har indgået aftale om salg af 35 hektar erhvervsjord på Nordfalster til den tyske datacenterudvikler Garbe Data Centers.
Aftalen indeholder det, der kan blive Danmarks største datacenter med investeringer på op til 20 mia. kr. samt udsigt til hundredvis af nye arbejdspladser.
Salget sker efter en offentlig udbudsproces, hvor et enigt udvalg for Erhverv og Udvikling valgte tilbuddet fra Garbe Data Centers.
Ny klimapark på vej i Nordjylland
Salget er den største jordhandel i Guldborgsund Kommunes historie.
– Aftalen sender et klart signal: Guldborgsund Kommune er et sted, hvor vi tænker stort og realiserer visioner, siger John Brædder, viceborgmester og formand for Udvalget for Erhverv og Udvikling i Guldborgsund Kommune, og fortsætter:
– Projektet vil skabe hundredvis af jobs både direkte og i de mange følgeerhverv og vil samtidig styrke vores infrastruktur og erhvervsklima markant.
800 arbejdspladser
Med en forventet kapacitet på 350 MW vil datacenteret blive Danmarks største og blandt de største i Europa.
Stort potentiale: Selskaber vil opføre datacenter i energipark
Hvis projektet realiseres, forventes det at skabe op til 800 arbejdspladser under de forskellige byggefaser, der er planlagt til at finde sted over en udviklingsperiode på 10–15 år.
Købsaftalen er betinget, og Garbe Data Centers skal i de kommende måneder gennemføre en række undersøgelser i området, før en endelig købsaftale forventeligt kan underskrives, og byggeriet sættes i gang.
