Oplevelsen omkring Himmelbjerget spices op med Himmelbroen

Sweco Architects har vundet arkitektkonkurrencen om et nyt kajanlæg ved Julsø nedenfor Himmelbjerget. Her vil både kanoer, kajakker, turbåde og badende være velkomne.
En svungen bro ses i vandet omgivet af både og kajakker. På land ses en grønt og hvidt restaurant
Der bliver plads til både kajakker, turbåde og sejlbåde ved den nye Himmelbroen i Julsø. På land ses den formentlig kommende Julsø Pavillonen. Visualisering: Sweco

Der sker ting og sager ved Julsø ved Himmelbjerget i disse måneder. I slutningen af marts blev visionerne for den nye Julsø Pavillonen offentliggjort. Pavillonen skal opføres i stedet for det gamle traktørsted Hotel Julsø, der nedbrændte i 2020.

Læs også

Efter brand: Julsø Pavillonen bliver nyt pejlemærke ved Himmelbjerget

Nu har Skanderborg Kommune så udpeget vinderne af en arkitektkonkurrence om et nyt kajanlæg og marina ved Julsø. Anlægget bliver en central del af en samlet helhedsplan for området omkring Himmelbjerget, der både skal styrke de fysiske rammer, formidlingen af stedets demokratihistorie og den samlede oplevelse for de årligt 200.000-300.000 gæster.

Visualisering af Julsø Pavillonen med hvide trærammer med mørkegrønt på facader mv.
Vinderprojektet Himmelbroen kommer til at spille sammen med Julsø Pavillonen, der forventes opført på det sted, hvor Hotel Julsø lå inden branden i 2020. Visualisering: E+N Arkitektur

Tre arkitektfirmaer deltog i konkurrencen. Det rådgivende arkitekt- og ingeniørfirma Sweco blev kåret som vinder med projektet Himmelbroen.

– Projektet Himmelbroen skaber en spændende og moderne ankomstoplevelse for de mange gæster, der hvert år besøger Himmelbjerget med turbåd, kano eller kajak. Det er enkelt og har en stærk designmæssige identitet, lyder det blandt andet fra bedømmelseskomitéen.

Læs også

Rundt børnehus af genbrug og i grønne omgivelser ved Himmelbjerget

Komitéen består af politiske repræsentanter fra styregruppen for Himmelbjerget, lokale aktører fra Hjejleselskabet og Hotel Julsø samt fagdommer Karsten Thorborg fra SLA Landskabsarkitekter.

Ophold, siddeplateauer og trappe

Projektet transformerer ankomstområdet ved Julsø til en sanselig overgang mellem vand og land. En svungen træpromenade skal forbinde kaj, strand og sivlandskaber i en helhedsoplevelse, der favner både de store turbåde og de små padlende. Samtidig skabes nye rum for ophold, leg, udkig og undervisning – året rundt.

Direktør i Sweco Architects Vest, Rikke Vangsaae, fortæller:

Den nye bro set fra vandet. Badende hopper fra broen, hvor den hæver sig fra vandoverfladen i den ene ende
Adgangen fra søen til Himmelbjerget skal være et levende mødested for alle typer besøgende. Visualisering: Sweco

– Med Himmelbroen som ny ankomst til Himmelbjerget har vi skabt et levende mødested, hvor mennesker, natur, historie og fællesskab flettes sammen i én fortælling. Vi har arbejdet ud fra en ambition om at styrke den samlede oplevelse af Himmelbjerget. Derfor har vi tænkt i æstetiske og bæredygtige løsninger, som både respekterer og genopretter det lokale landskab. Det handler om at blive en del af stedet og give Himmelbjerget den ankomst, som det fortjener.

Det nye kajanlæg skal bygges i forlængelse af den eksisterende kaj og vil blandt andet rumme møbler til ophold, siddeplateauer og en trappe, der fører op til et overdækket udsigtspunkt.

Læs også

Markant stigning i antallet af svanemærkede daginstitutioner

På siden kommer der en flydebro med anløbspladser til både kanoer og sejlbåde. Hele anlægget får et grønt præg med plantebede. Der lægges vægt på at integrere anlægget i omgivelserne.

Et helt særligt sted

Borgmester Frands Fischer glæder sig over, at arbejdet med helhedsplanen nu tager endnu et skridt mod realisering:

– Himmelbjerget er et helt særligt sted i Danmark, og det er et sted, vi skal udvikle med respekt, omtanke og ambitioner. Med Himmelbroen får vi en smuk og funktionel adgang fra søsiden, som vil løfte oplevelsen markant for de mange besøgende, siger han.

Visualisering af Himmelbjergets oplyste tårn
Helhedsplanen for Himmelbjerget, som Himmelbroen er en del af, skal opgradere områdets fysiske rammer. Byrådet i Skanderborg Kommune har i den anledning afsat 165.000 kr. til et permanent lysanlæg på Himmelbjergtårnet.

Der er afsat 11 mio. kr. til det nye kajanlæg. Pengene kommer fra overskuddet efter opløsningen af selskabet Kildebjerg Ry. Midlerne er tidligere øremærket til netop realisering af helhedsplanen for Himmelbjerget og til strategisk jordkøb.

Helhedsplanen for Himmelbjerget er fra 2021. Den er lavet i et samarbejde mellem Tårnkomiteen, Naturstyrelsen, Realdania og Skanderborg Kommune.

Hvis Himmelbroen som forventet påbegyndes i 2026, kan den stå færdig i løbet af 2027.

Relateret indhold