I efteråret 2019 kostede et sommerhus på 100 m2 i gennemsnit 1,6 mio. kroner ifølge Finans Danmarks boligmarkedsstatistik. Og skal man tro på Boligsidens seneste tal er beløbet i dag steget til 2,2 mio. kroner.
En værdistigning på over 40 %.
Læs også: Boligkøberne har fået 3.000 flere huse at vælge imellem
Ejendomsmæglerkæden Estate fortæller, at sommerhusmarkedet under corona oplevede den største opblomstring nogensinde. Her steg priserne eksplosivt, og trods inflation og rentestigninger har siden har priserne holdt et højt niveau:
– Det ser ud til, at sommerhusenes renæssance er langvarig og ikke bare en dille, der opstod under nedlukningerne, hvor folk søgte refugium i sommerlandet, siger presseansvarlig Thomas Hovgaard.
Holder udgifterne nede
Han påpeger effekten af, at tyske turister er meget begejstrede for at holde ferie i danske sommerhuse, hvorfor de står i høj kurs på udlejningsmarkedet:
– Ifølge tal fra Danmarks Statistik har tyske turister allerede booket 253.836 uger i danske sommerhuse i 2024, som er ny rekord. Ejer man et sommerhus, har man derfor en ekstra mulighed for at holde sine udgifter nede, hvilket også afspejler sig i værdisætningen af sommerhusene lige nu.