Tallene over lærlingeaftaler i byggefagene taler deres tydelige sprog:
For tømrerfaget falder de ordinære aftaler fra 2.041 i 2019 til 1.525 i 2024 – et fald på 25 %. Korte aftaler er steget fra 730 til 1.165 – en stigning på 60 %.
For murerfaget er de ordinære aftaler faldet fra 538 til 385 – et fald på 28 %. Korte aftaler er steget fra 229 til 370 – en stigning på 62 %.
For elektrikerfaget er de ordinære aftaler faldet fra 1.525 til 1.298 – et fald på 15 %. Korte aftaler er steget fra 1.081 til 1.340 – en stigning på 24 %.
For malerfaget er ordinære aftaler faldet fra 382 til 292 – et fald på 24 %. Korte aftaler er steget fra 179 til 242 – en stigning på 35 %.
Det her handler ikke om statistik. Det handler om unge menneskers vej ind i faget, om faglig stolthed – og om at skabe dygtige håndværkere, der kan løfte den grønne omstilling. Det kræver, at vi tør sætte foden ned.
Dermed er de korte aftaler ved at blive den nye normal i byggeriet, og det går ud over unges faglighed, tryghed og branchens fremtid.
Alle må bidrage, hvis udbuddet skal op
Derudover viser en medlemsundersøgelse blandt lærlinge, at 70 % af dem på korte aftaler føler, at de ville være bedre stillet med en ordinær aftale. De oplever lavere fagligt niveau, mindre engagement fra arbejdsgiveren og større usikkerhed op til svendeprøven.
Allerede i 2023 satte Danske Byggefag fokus på problemet under trepartsdrøftelserne i Beskæftigelsesministeriet. Dengang erklærede beskæftigelsesministeren sig enig i, at korte aftaler ikke må erstatte de ordinære. Alligevel er udviklingen gået den forkerte vej.
Samtidig har arbejdsgiverne gentagne gange råbt op om, at de mangler kvalificeret arbejdskraft, og også derfor undrer jeg mig over, at de samme virksomhederne ikke vil forpligte sig til at uddanne de unge.
Positivt at reform freder de vigtigste uddannelser
I Danske Byggefag opfordrer vi nu politikerne til at gribe ind med konkrete værktøjer.
Det kan være gennem ændringer i refusionsordningerne eller differentierede målkrav til virksomheder, der uddanner.
For det er paradoksalt, at de virksomheder, der påtager sig det fulde ansvar for lærlingens uddannelse, ikke belønnes – mens de, der kun tager halvdelen, får samme eller bedre vilkår.
