Realdania og den almennyttige Villum Fondens initiativ ’Boligbyggeri fra 4 til 1 planet’ skal skubbe byggeriet i en grønnere retning, og de to parter har nu udpeget den nordjyske boligorganisation, Himmerland Boligforening, som en af de bygherrer, der skal opføre et eksempelbyggeri med lavt CO2-aftryk.
Opførelse af eksempelbyggerierne spiller en central rolle i ’Boligbyggeri fra 4 til 1 planet’, for de skal vise, at det er muligt at bygge attraktivt med et meget lavere CO2-aftryk.
Byggerier skal desuden udvikle kompetencer på mange niveauer og stader i byggeriets processer og på den måde forankre erfaring i hele byggeriets produktion.

CO2-ambitiøse almene boliger rykker nærmere – søger entreprenør
– Vores eksempelbyggeri har fået navnet Green Hub House, og det er tænkt som byggebranchens nordjyske bidrag til test og demonstration af grønne løsninger for fremtidens urbane etageboliger. I første omgang har vi blikket rettet mod 2025, men i tankerne indgår også, at vi skal bygge om fem eller ti år, fortæller udviklingschef Sven Buch, Himmerland Boligforening.
C.F. Møller Architects er tilknyttet projektet som totalrådgiver og arkitekt, mens Niras er ingeniør og AAU Build er projektpartner ifm. forskning/udvikling.

Forskere med markant udmelding: 80 % nybyggeri skal stoppes
Green Hub House bygges på grunden på hjørnet af Fredrik Bajers Vej og Bertil Ohlins Vej/Damstræde i det østlige Aalborg.
Her giver lokalplanen mulighed for opførelse af etagebebyggelse med fællesfunktioner/erhverv i stueetagen og boliger i de øvrige etager.
Etageantallet kan varieres fra to til fire etager, og i alt er der på grunden mulighed for at opføre ca. 4.400 m2 etageareal.
Demonstration af 75 %-reduktion
Det er hensigten gennem udvikling af ny industrialisér- og skalérbar byggeskik med Green Hub House at demonstrere, hvordan klimabelastningen fra nyt urbant etageboligbyggeri i Danmark kan reduceres med 75 %.
– Det skal ske gennem reduktion af behovet for boligareal, gennem anvendelse af byggematerialer og byggemetoder med lav klimabelastning, gennem reduktion af energiforbruget i driftsfasen og gennem optimal udnyttelse af vedvarende energikilder og andre ressourcer, fortæller Sven Buch og tilføjer:
– Målet er at udvikle løsninger, der vægter boligbyggeriets funktionelle, arkitektoniske og oplevelsesmæssige kvaliteter, og som er forberedt for de skiftende boligbehov, der kan opstå i de enkelte husstande og i takt med fremtidens krav og ændrede behov.

Realdania fylder 25 år: ”Vi skal altid turde sætte barren højt nok til, at ikke alt lykkes”
Konkret er der i Green Hub House blandt andet fokus på principper for opbygning af konstruktioner i biogene materialer, ligesom man ser på anvendelse af skruefundamenter i boligbyggeri i op til fire etager, indbygning af genbrugsmaterialer og et helhedsorienteret koncept for energi og indeklima.
Det er forventningen, at først spadestik kan tages i begyndelsen af 2026, og at boligerne kan være klar til indflytning i løbet 2027.