Fra d. 1. marts påbegynder den nye ejer af 13 bygninger på den centrale adresse Nørreport 16-18-20-20B i Aarhus arbejdet med at åbne ejendommen op for byens borgere. Det er det lokale ejendomsselskab Tækker Group, der har købt de 7.356 kvm af Statens ejendomsselskab, Freja Ejendomme.
Den historiske ejendom er opført i to karrélignende bebyggelser. Ejendommens oprindelige bygninger daterer sig tilbage til 1727, mens den senest opførte er fra 1998. Ejendommen er blandt andet kendetegnet ved mange smukke detaljer og en høj arkitektonisk værdi med store, åbne rum og fritlagte bjælker og bindingsværk. Den har tidligere været anvendt som en del af Aarhus Arkitektskole.
Planen er at transformere den store ejendom til nye formål. Det fortæller ejer og direktør i Tækker Group, Jørn Tækker:

– Der er jo tale om en meget stor ejendom med utrolig mange muligheder. Vi vil transformere ejendommen til at rumme forskellige aktiviteter, så alle aarhusianere i fremtiden får mulighed for at opleve denne fantastiske ejendom.
Byliv mellem bygningerne
Tækker Group har gennem mange år arbejdet med transformation af historiske ejendomme, bl.a. Toldkammeret og Pakhus 13 på Aarhus Havn, Retten i Aarhus samt Erhvervsarkivet i Aarhus. Selskabet står også bag transformationen af Paradisgades Skole i Aarhus, som de erhvervede fra Freja Ejendomme i 2022.

Rådmand: Sådan skal trafikeret torv blive en grøn oase midt i Aarhus
Tækker Group har også gjort sig flere overvejelser om det fremtidige byliv mellem bygningerne:
– Vi ønsker at bygge videre på de gode visioner, der er i helhedsplanen for klimasikring og grønne by- og trafikrum omkring ejendommen. Helt konkret vil vi arbejde videre med mulighederne for at etablere attraktive opholdsrum og grønne arealer i form af en bypark ved ejendommen, fortæller Jørn Tækker.
Teater, foredrag og koncerter
Køberen har også gjort sig forestillinger om, hvad de forskellige bygninger vil kunne bruges til i fremtiden. F.eks. at auditoriebygningen vil kunne bruges til publikumsorienterede aktiviteter som for eksempel teater, foredrag og koncerter sammen med bl.a. musikstudier, øvelokaler og musikbutik. Kantine-bygningen kunne potentielt transformeres til eksempelvis restaurant eller galleri, ser han for sig.

– Der er også et tidligere bibliotek og et trykkeri, der kunne rumme små kreative værksteder og butikker. Der er mange muligheder, som vi nu glæder os til at arbejde videre med i tæt samarbejde med Aarhus Kommune. Derudover forventer vi også, at der kommer til at blive en del kontorerhverv i ejendommen, siger Jørn Tækker.
Til glæde og gavn
Som en del af købsprocessen har alle interesserede bydere skulle redegøre for deres visioner for den historiske ejendom. Med Tækker Groups visioner er adm. direktør i Freja Ejendomme, Christina Jørgensen, sikker på, at selskabet vil kunne løfte den store opgave, det er at transformere ejendommen til glæde og gavn for Aarhus og byens indbyggere.

Aarhus-bydelen Nye snupper årets Byplanpris
– Desuden har det også været vigtigt for os, at Tækker Group har stort fokus på genanvendelse af materialer i forbindelse med renovering og transformation af den store ejendom, siger Christina Jørgensen.