Fremtidens havn skal være grøn. Erhvervsfyrtårn søgte løsninger

Også landets havne står med bæredygtige udfordringer, når de skal arbejde med grøn omstilling. 70 repræsentanter fra branchen søgte løsninger til Fremtidens Havn i Vordingborg.
Jan-Jaap Cramer, havnedirektør i Vordingborg Havn, viser nogle af havnens bæredygtige og innovative løsninger på aktuelle havneudfordringer frem for deltagerne på eventet Fremtidens Havn.
Jan-Jaap Cramer, havnedirektør i Vordingborg Havn, viser nogle af havnens bæredygtige og innovative løsninger på aktuelle havneudfordringer frem for deltagerne på eventet Fremtidens Havn.

Den grønne omstilling er også relevant og påkræver, selvom der er blåt hav til alle sider. Det kræver dog innovative løsninger og nye samarbejder, når de danske erhvervshavne skal udvides, udvikles og samtidig gøres mere bæredygtige.

Derfor er der behov for et netværkssamarbejde som Erhvervsfyrtårn Femern, der arbejder for mere bæredygtig megainfrastruktur og erhvervsudvikling gennem nytænkning og videndeling.

Erhvervsfyrtårnet har i samarbejde med Vordingborg Havn og Artelia netop afholdt Fremtidens Havn med indbudte virksomheder, videns- og uddannelsesinstitutioner og erhvervsfremmesystemet. Eventet tiltrak 70 deltagere.

Programmet startede med en rundvisning på Vordingborg Havn for at vise nogle af de mange løsninger, havnen har implementeret, men også projekter, der er i støbeskeen for en mere bæredygtig og innovativ havn.

Læs også: Gør klar til fremtiden – erhvervshavn vil være aktieselskab

– Vi har arbejdet med at udvikle bæredygtige og innovative løsninger de seneste ti år med særligt fokus på fuld nyttiggørelse af industrielle restprodukter. Det er noget, vi har haft stor succes med, og som vi fortsat ser et kæmpe potentiale i, siger Jan-Jaap Cramer, havnedirektør i Vordingborg Havn, der håber, løsningerne kan være til inspiration for andre.

Tid til erfaringsudveksling

I løbet af dagen blev der holdt oplæg fra bl.a. DTU, Force og SDU, ligesom der også var tid til, at deltagerne kunne udveksle erfaringer, viden og idéer på kryds og tværs.

– I Artelia har vi en stor interesse for fremtidens innovative og bæredygtige løsninger, og derfor er det oplagt for os at samarbejde med Erhvervsfyrtårn Femern om dette event, hvor både virksomheder, organisationer og videninstitutioner har deltaget og udvekslet viden og erfaringer. Vi er glade for både at kunne bidrage med oplæg fra vores eksperter, men har også selv fået en masse inspiration og nye kontakter, siger Klaus Jørgensen, divisionschef i medarrangøren Artelia.

Læs også: Et ‘drømmescenarie’: Sjællandske virksomheder lever højt på Femern-projekt

Søren Mikkelsen, projektleder i Erhvervshus Sjælland, tilføjer:

– Det har været en god, lærerig og inspirerende dag, hvor deltagerne har kunnet høste erfaringer fra både oplægsholderne og hinanden. Nogen nåede endda så langt, at de har aftalt nye samarbejder, så det glæder vi os selvfølgelig som operatør på fyrtårnet meget til at følge med i.

Det næste event i Erhvervsfyrtårn Femern er Fehmarn Link Innovation Conference d. 7. marts.

Relateret indhold