Hovedbanegården i Helsinki er et hovedværk i finsk arkitekturhistorie, men der mangler noget, når man kommer ud fra banegården: Der mangler opholdsmuligheder, overblik, overskuelighed, aktiviteter samt noget grønt for øjet og sjælen.
Dertil mangler der sammenhæng med de nærliggende ikoniske bygninger som Nationalteatret, Nationalgalleriet Ateneum og det tidligere hovedkontor for det finske postvæsen.
Nyt trafikhierarki
Alt dette ved de godt i Helsinki Kommune. De har derfor hyret de danske landskabsarkitekter i Masu Planning – der allerede har kontor i den finske hovedstad – som ansvarlig for en udviklingsplan for området.
Nedlægger hegnet og samler Nørrebro om grøn aktivitetsplads
Planen skal bl.a. forbedre byens centrale byrum ved at prioritere fodgængere, cyklister og kollektiv trafik. Det nye trafikhierarki skal skabe en mere sikker og tilgængelig passage over den trafikerede Kaivokatu-gade, som dagligt krydses af en kvart million mennesker.
Rodet og stressende
Partner i Masu Planning, Malin Blomqvist, er designansvarlig for udviklingsplanen. Hun forklarer, hvordan de foreslåede trafikomlægninger vil styrke bylivet og samtidig fremhæve områdets ikoniske bygninger.
– Når man i dag træder ud fra hovedbanegården, fremstår området rodet og stressende. Der er ikke mange opholdsmuligheder, og det er svært at orientere sig. Sammen med kommunen har vi skabt en udviklingsplan, som sammenkæder de omkringliggende byrum og skaber et nyt, mere overskueligt og inviterende ankomstrum til Helsinki.
– Udover trafiksaneringen indeholder planen blandt andet en strategi for begrønning af området, udvikling af et imødekommende bymiljø og bedre orienteringsmuligheder. Blandt andet fremhæver vi indgangen til Nationalgalleriet Ateneum og inddrager kunsten i byrummet, forklarer Malin Blomqvist.
En konkurrencedygtig storby
Udviklingsplanen er netop godkendt af miljøudvalget i Helsinki Kommune og er sendt til godkendelse i byrådet. Hvis byrådet vedtager planen, er forventningen at de fleste af ændringerne træder i kraft i begyndelsen af 2030’erne.
H.C. Andersens Have vinder Dansk Landskabspris
Direktør i Helsinki Kommunes bymiljøafdeling, Ville Lehmuskoski, siger:
– Vi ønsker at udvikle de centrale byrum i Helsinki til en oplevelsesrig destination. For at centrum kan forblive levende og tilbyde flere tjenester, skal det være et sted, der inviterer til ophold. Vi ønsker også at være en internationalt konkurrencedygtig storby.
Vild med vilje
Masu Planning er involverede i en række andre projekter i den finske hovedstad. Sammen med kommunen står de bag udviklings- og konceptplanen for Tölöviksparken – Töölönlahdenpuisto på finsk – der er en af de største parker i det centrale Helsinki.
Danske broarkitekter snupper svensk rammeaftale
Den danske virksomhed har også været med til at producere ’Vild med vilje’; Helsinki Kommunes biodiversitetsguide.