Ud af de i alt 520 danske virksomheder, der har bidraget til tunnelbyggeriet ved Rødbyhavn de seneste 12 år, er 225 af dem hjemmehørende i Region Sjælland – 153 fra de nærmeste kommuner Lolland, Guldborgsund, Vordingborg eller Næstved – mens 128 virksomheder kommer fra Region Hovedstaden. Det er altså langt størstedelen, der kommer fra Sjælland og øerne.
Det viser en opgørelse, som den erhvervsdrivende fond Femern Belt Development har foretaget. Fonden arbejder for at sikre vækst og udvikling i Region Sjælland og på Sydfyn i relation til Femern-projektet, og det er lykkes så godt, at direktør Stig Rømer Winther kalder den positive udvikling et ‘drømmescenarie’ for regionen:
– Vi har igennem snart 12 år, i tæt samarbejde med bygherre, konsortier og øvrige erhvervsorganisationer arbejdet stenhårdt på at ruste regionens virksomheder til konkurrencen om opgaverne på Femern-projektet. At det er lykkedes, så næsten hver anden danske virksomhed kommer fra Region Sjælland, er lidt af et drømmescenarie. Det viser, at Femern-projektet har udviklet sig til den regionale vækstmotor, som vi har arbejdet for og håbet på, siger Stig Rømer Winther.
Oplevede betydelig vækst
Entreprenørvirksomheden Holbøll fra Næstved, er én af de virksomheder, der har udført flere opgaver på Femern-projektet. Som underleverandør til Fehmarn Belt Contractors (FBC) har virksomheden bl.a. tidligt i projektet udført jordarbejder, hvor 100 medarbejdere i døgndrift kørte med 25 maskiner.
Se video: Nu fyldes tunnelbassinerne med vand
Senere har virksomheden haft opgaver på bl.a. de transformerstationer, der bygges som led i Femern-projektet.
– Vi oplevede en betydelig vækst og en øget omsætning, mens vi var i gang med de store jordarbejder. Men den største værdi for vores virksomhed er den viden og de erfaringer, vi har fået i kraft af vores medvirken i Femern-projektet. Vi har tilegnet os nye ekspertiser og står stærkere i dag. Det har øget vores konkurrenceevne og stiller os betydeligt bedre i forhold til fremtidige store opgaver med et internationalt tilsnit, siger ejer og adm. direktør Carl-Ole Holbøll.
769 virksomheder har bidraget
Det ser ud til, at jo længere væk danske virksomheder bor fra Rødbyhavn, jo færre opgaver får de på Femern-Bælt-projektet. Således kommer 89 af de 520 danske virksomheder fra Region Syddanmark, 50 fra Midtjylland og 28 fra Nordjylland.
Tager man de udenlandske virksomheder med i beregningerne, så har i alt 769 forskellige virksomheder bidraget til det store bygge- og anlægsprojekt. De 520 danske virksomheder på tværs af regionerne udgør dermed 68 % af det samlede antal tilknyttede virksomheder.
Læs også: Godt 34.000 timer: Flere lærlinge på Femern end forventet
Det kan dog ændre sig i de kommende år, hvor aktiviteten på tunnelbyggeriet vil stige yderligere, og hvor anlægsarbejdet på den tyske side ved Puttgarden tager fart. Derfor opfordrer Femern Belt Development til, at de danske virksomheder – og også SMV’erne – fortsætter med at byde ind på opgaverne på Femern-projektet.
Stig Rømer Winther peger på tre essentielle faktorer der skal være på plads for at det giver mening at byde ind på Femern-kontrakterne:
– Du skal først og fremmest være til stede lokalt og blive en del af leverandørnetværket. Dernæst skal du sikre dig, at du har kompetencen og kapaciteten i din virksomhed. Og endelig bør du som virksomhed ikke være bange for at involvere dig i dette store projekt. Der er rigtig mange SMV’er i hele Danmark, der har alle de kompetencer, der skal til – man skal blot gribe chancen.