Glem ikke de merkantile erhvervsuddannelser

Hvis vi som samfund virkelig er stolte af vores evner inden for handel, hvorfor viser det sig så ikke i vores respekt for og investering i de uddannelser, der er med til at sikre denne succes?
Palle Thomsen læner sin arm op ad hylde med skruer i papkasser.

Danmark har en lang tradition for at være dygtige handelsfolk, og det er en stolthed, vi skal genopdage og værne om. Helt tilbage fra vikingetiden, hvor vores forfædre rejste vidt omkring for at handle, til købstædernes markeder, hvor handelslivet blomstrede, har handel været en af vores styrker. Denne faglige stolthed skal vi huske og fejre, når det kommer til vores syn på de merkantile erhvervsuddannelser.

For nylig blev DSV udråbt som verdens største speditør, og det har naturligvis kastet en masse ros af sig i medierne. DSV bliver hyldet som et eksempel på, hvordan danske virksomheder er førende inden for handel, og vi hører ofte, hvor dygtige vi er til at handle – noget vi er særligt gode og stolte af. Denne anerkendelse er velfortjent, men det rejser et vigtigt spørgsmål: Hvor er al den ros, når snakken falder på de merkantile erhvervsuddannelser, der netop uddanner de mennesker, som gør denne succes mulig?

Læs også

Reformudspil er ’ambitiøst’, men tænder også advarselslamper

Vi står i en situation, hvor der i 2030 vil mangle ca. 57.000 merkantilt uddannede fra erhvervsuddannelserne, og det er en bekymrende udvikling, som potentielt kan skade vores evner indenfor handel. Vi er reelt ved at save i den gren, vores samfund hviler på, men det fylder ingenting i medier og den daglige debat. Hvis vi som samfund virkelig mener, at vi er stolte af vores evner inden for handel, hvorfor afspejler det sig så ikke i vores respekt for og investering i de uddannelser, der er med til at sikre denne succes?

Når snakken falder på håndværksfagene, er vi ikke sene til at påpege vigtigheden af faglig stolthed, men faglig stolthed er ikke kun forbeholdt håndværkerne. Det gælder også for dem, der uddanner sig inden for handel og administration. Disse erhverv kræver både dygtighed og dedikation, og det er på tide, at vi begynder at anerkende værdien af merkantile erhvervsuddannelser med den samme respekt, som vi giver til de store virksomheder, der blomstrer på grund af dem.

Læs også

Ros til uddannelsesudspil: Et stort skridt i den rigtige retning

Lad os derfor begynde at se på handel med den stolthed, den fortjener, og som noget, vi altid har været gode til. Vi skal støtte op om de uddannelser, der sikrer, at Danmark fortsat kan være en frontløber inden for handel. Det er ikke kun en investering i vores erhvervsliv, men også i vores kultur og historie som en nation af dygtige handelsfolk.

Relateret indhold