Alfred Nobels Bro får 200 tons genbrugsstål

Celsa Steel Service oplever stigende interesse for miljøvenligt produceret stål. Lige nu leverer virksomheden mere end 200 tons EPD-miljødeklareret stålarmering til Alfred Nobels Bro i København.
Illustration: Cobe.
Illustration: Cobe.

Københavns Sydhavns nye Alfred Nobels Bro får en grøn profil. Celsa Steel Service er valgt til at levere de 200 tons certificeret stålarmering, hvoraf cirka 15 tons vil være håndsvejst armering. Broen er blot det seneste eksempel på den stigende efterspørgsel på armeringsstål med miljøcertificering.

– Vi mærker klart en stigende interesse for vores EPD-deklarerede stål. Det glæder mig selvfølgelig at den store miljøindsats, som vores nordiske moderselskab har gjort gennem flere år, nu høster anerkendelse, siger Søren Kilmose, direktør for Celsa Steel Service i Danmark.

Armeringens miljø-profil skyldes Celsas egen stålproduktion i Mo i Rana, som aftager ca. 60 % af Norges samlede skrotmængde og recirkulerer det til nyt, rent stål. Produktionen baserer sig udelukkende på el fra lokalt produceret, CO2-neutral vandkraft. EPD-deklarationen dokumenterer hele fremstillingsprocessen inklusive råvarekilder, energiforbrug, opsamling og udledning af affaldsstoffer.

Selv transporten fra jernværket i Mo i Rana i Norge til Celsas danske produktionsanlæg indgår. Den udarbejdede EPD-deklaration sætter således en ny standard for information om anvendte råvarer, materialekvalitet, renhed og miljøbelastning

Relateret indhold