Om analysen
- Statens Byggeforskningsinstitut har analyseret fordelene ved at gennemføre ambitiøs energirenovering, der bringer energibehovet i eksisterende boligblokke ned på et niveau svarende til de krav, der gælder for helt nye bygninger opført efter Bygningsreglement 2015 og Bygningsklasse 2020. Der tages udgangspunkt i to virkelige eksempler på energirenoveringer af etageboligblokke.
Udover at nedbringe energiforbruget giver det bedre indeklima og lavere vedligeholdelsesomkostninger, når boligblokke går igennem en ambitiøs energirenovering. Det viser en ny analyse udført af forskere fra Statens Byggeforskningsinstitut ved Aalborg Universitet.
Dansk Byggeri byder den nye analyse velkommen. Analysen viser, at en ambitiøs energirenovering ikke kun gør energiforbruget mindre. Det betyder også, at boligejerne får et godt indeklima med bedre lys og luft, mindre støv og ingen træk.
Analysen fra Statens Byggeforskningsinstitut viser også, at de varmere ydervægge og vinduer, som følger af energirenovering, kan give mulighed for en mere fleksibel møblering og dermed i praksis et større brugbart boligareal.
Endnu en fordel ved energirenovering er, at boligejerne kan udnytte deres boliger på helt anden måde end tidligere. For eksempel kan sofaen eller sengen nu sættes helt op til en ydervæg, der før var alt for kold og fugtig.
Det er politisk besluttet, at Danmark skal være uafhængig af fossile brændsler i 2050. Regeringen fremlægger oplæg til en ny energiaftale i første halvdel af 2018.
Bygningerne står for cirka 40 procent af energiforbruget, og Dansk Byggeri opfordrer til, at mål for energirenovering bliver et centralt element i en ny energiaftale. Ikke nok med, at 2050-målet om fossil uafhængighed nås billigere ved at reduceres vores bygningers energiforbrug, så er energirenovering også med til at forbedre livskvaliteten for danskerne.
Vi skal have en ambitiøs handlingsplan for energirenovering, så vi får realiseret de mange omkostningseffektive potentialer for energibesparelser. Det sker desværre ikke altid af sig. Derfor er behov for både informative, regulative og økonomiske incitamenter.