Stort potentiale i DGNB-materialer

Grønne beslutninger vinder frem i byggeriet og giver vækstmuligheder for mindre virksomheder, hvis de kan tilbyde bæredygtige løsninger.
I september blev det nye rådhus i Middelfart, der lever op til guld-certificering efter danske standarder, indviet. I øjeblikket arbejder 5E Byg på, om de kan få det opgraderet til platin-certificering. Foto: PR
I september blev det nye rådhus i Middelfart, der lever op til guld-certificering efter danske standarder, indviet. I øjeblikket arbejder 5E Byg på, om de kan få det opgraderet til platin-certificering. Foto: PR

Det bliver mere og mere populært at få DGNB-certificeret nye bygninger i i Danmark.

I Danmark er det Green Building Council Danmark, der administrerer certificeringerne, og ifølge direktør Mette Qvist har organisationen i dag certificeret 40 bygninger, og der er 70 mere på vej, som afsluttes over de næste tre år.

Svært at finde danske leverandører

I september blev det nye Rådhus i Middelfart, der lever op til guld-certificering efter danske standarder, indviet. Hos 5E Byg, der var totalentreprenør på projektet, oplever man en stigning i større byggeprojekter, hvor ønsket er at leve op til DGNB-certificering. Men entreprenørvirksomheden har oplevet udfordringer ved at finde produkter, der kan klare kravene bag certificeringen.

– Det vil helt klart være et parameter for mange virksomheder, at de kan levere materialer og løsninger, der kan leve op til certificeringen. Der er strenge krav, og vi kan ikke bare gå ud og købe de produkter, vi plejer. Nogle gange kan vi ikke finde godkendte produkter i Danmark. Derfor er der gode muligheder for mindre danske virksomheder, der udvikler produkter, der lever op til DGNB-kravene, og de vil være interessante for os at samarbejde med, siger byggeleder Frank Hansen fra 5E Byg.

DGNB som konkurrenceparameter

En af de virksomheder, der har haft succes med at videreudvikle på deres eksisterende produkter, er den fynske virksomhed Mogens Rasmussen A/S, der var leverandør til rådhusbyggeriet i Middelfart.

– Vi leverede solafskærmning, der bestod af en udvendige zip-screen, udvendige faldarmsmarkise og indvendige mørklægninger. Alle dele er dækket af certificering, hvilket vil sige, at alle produkterne skulle leve op til kravene om PVC- og kromfri materialer, ellers ville det få betydning for hele projektets samlede pointscore, forklarer projektleder Kim Sølvhøj Germansen fra Mogens Rasmussen A/S.

Udfordringen har haft positiv betydning for den fynske virksomheds fremtid. I samarbejde med deres leverandør havde Mogens Rasmussen A/S succes med at udvikle både zip-screen og duge helt uden krom og PVC.

– Det betyder, at vi fremadrettet kan markedsføre os på, at vi har et produkt, der lever op til certificeret DGNB-byggeri. Det bliver et konkurrenceparameter i fremtiden. Byggeregulativerne bliver strammere, og for eksempel kontorbygninger skal i højere grad repræsentere virksomhedernes grønne profil, siger Kim Sølvhøj Germansen.

I flere og flere danske byggeprojekter er det ifølge 5E Byg et udbudskrav, at byggeriet kan leve op til DGNB-certificering. Foto: PR.
I flere og flere danske byggeprojekter er det ifølge 5E Byg et udbudskrav, at byggeriet kan leve op til DGNB-certificering. Foto: PR.

Relateret indhold