Om asfalt
- Asfalt er et produkt, som af mange mennesker opfattes som noget, der ikke er godt for miljøet. Det skyldes formentlig, at asfalt i ‘gamle dage’ (1960’erne) indeholdt tjærestoffer, men da asfalt jævnligt udskiftes på grund af slid og opgravninger af ledninger, er det i dag meget sjældent, at der er tale om tjæreholdig asfalt.
- Asfalt er overvejende et naturmateriale. Der tilsættes ingen eller få tilsætningsmidler til asfalt, og det betyder, at næsten al gammel asfalt er 100 procent genbrugelig. Miljømæssigt er det bedst at anvende genbrugsasfalten ved produktion af ny asfalt, men knust asfalt kan også anvendes som vejbygningsmateriale.
2017 blev et år, hvor NCC skruede yderligere op for ambitionerne for bæredygtighed. Indsatsen taler nu sit tydelige sprog. For allerede inden året er gjort endeligt op, kan virksomheden glæde sig over at have nået målet om at øge mængden af asfaltgenbrug i sin produktion af ny asfalt.
– Det er et imponerende resultat, som vi er meget stolte af. Gennem hele året har vi optimeret vores produktion, så den var gearet til at håndtere de enorme mængder genbrugsasfalt. Alene i november havde vi et genbrugsforbrug på over 35.000 tons, eller målt på en anden måde, mere end 1000 sættevogne læsset med genbrug, siger Kurt B. Hansen, produktionschef i NCC Industry, Asfalt.
Alene i november havde vi et genbrugsforbrug på over 35.000 tons, eller målt på en anden måde, mere end 1000 sættevogne læsset med genbrug.
Produktionschef Kurt B. Hansen NCC Industry, Asfalt
Potentialer ved genbrugsasfalt
For år tilbage var det helt almindelig praksis, at gammel asfalt blev deponeret på lossepladser og i grusgrave, men det er heldigvis ikke tilfældet i samme grad som tidligere. For asfaltbranchen har i mange år genanvendt materialer, som for eksempel affræset asfalt, knust beton, jernbaneskærver og mange andre genanvendelige råvarer.
Genanvendelse er oftest kendetegnet ved at ‘down-cycle’ et produkt. Men når man genbruger gammelt asfalt i den nye asfalt, sker der en direkte genanvendelse, fordi man bibeholder værdien på de materialer, der indgår. Resultatet har de samme egenskaber og kvalitet som traditionelt produceret asfalt.
– Genbrug af asfalt sparer både på jordens ressourcer og betyder, at vi undgår de energikrævende processer, som nye materialer skal gennemgå, før de kan anvendes i produktionen. Et mål om mere genbrug giver derfor god mening for hele branchen. Samtidigt vil det være en samfundsøkonomisk fordel, bl.a. fordi de anvendte materialer i asfalten erstatter materialer, som ellers skal importeres i udlandet, siger Kurt B. Hansen.
Endnu mere i 2018
I det kommende år vil NCC sætte yderligere fokus på asfaltgenbrug i produktionen. Og allerede nu er planerne lagt for at sætte et miljømæssigt og bæredygtigt aftryk på de danske veje:
– Vi er godt i gang med at forberede os på at blive endnu bedre til at producere genbrugsasfalt til det danske vejnet. Tørre genbrugsvarer er en forudsætning for høje genbrugsprocenter. Derfor er vi ved at realisere fire halbyggerier, der holder materialerne fri for fugt, siger Kurt Ballegaard Hansen.