Dagens Byggeri har for nylig beskrevet tre markante bygherrers kritik af rådgivernes ydelser – artiklen kan læses her. Dagens Byggeri har talt med direktør i Danske Arkitekvirksomheder, Lene Espersen, der mener, at samarbejdet grundlæggende er godt. Men når der opstår uenigheder i en byggeproces, så bærer bygherrerne ifølge Lene Espersen en stor del af ansvaret.
Hvad siger Danske Ark til kritikken om, at rådgiverne på store byggerier kun leverer 80-90 procent af det aftalte arbejde?
– Det billede kan jeg slet ikke genkende. Det er ikke dét, jeg hører, når jeg besøger vores medlemmer, og når vores medlemmer kontakter vores juridiske afdeling for at få rådgivning. Tværtimod er det vores opfattelse, at vores medlemmer ofte overpræsterer og sætter penge og tid til for at tilgodese bygherrens behov. Jeg ved i hvert fald, at mine jurister jævnligt skælder vores medlemmer ud, fordi de leverer for mange ekstraydelser uden at kræve betaling. Vi oplever tværtimod, at bygherrerne laver ændringer hele tiden og ofte sent i forløbet til stor gene for arkitekterne og processen. Bygherrerne har ganske enkelt ikke overblik over sin egen proces og organisation, og når det så går galt, giver de rådgiverne skylden. Alle parter skal blive bedre til at forventningsafstemme, og Danske Arkitektvirksomheder er i dialog med de øvrige parter i byggeriet om at forbedre processerne.
Hvad mener Danske Ark om, at rådgiverne kritiseres for ikke at kunne kombinere de forskellige fagligheder?
– Som altovervejende hovedregel fungerer samarbejdet mellem de forskellige faggrupper godt. Erfaringen viser, at jo oftere de forskellige faggrupper tidligere har samarbejdet, jo bedre bliver samarbejdet. I det omfang rådgiverne har mulighed for selv at vælge sine samarbejdspartnere, jo bedre bliver samarbejdet. Det er dog vigtigt, at bygherren, når han laver sit udbud, formår at beskrive rådgiverydelsen præcist og entydigt og ikke laver for mange ændringer undervejs.
I hvilket omfang arbejder de rådgivende arkitekter efter en “det kan bearbejdes”-kultur kontra “det kan ikke lade sig gøre som beskrevet”-kultur?
– Jeg kan ikke genkende en sådan kultur hos mine medlemmer. Bearbejdningsprocessen skyldes ofte, at bygherrerne kommer med ændringsforslag på et for sent tidspunkt, som gør, at rådgiverne aldrig kan gøre sit projekt helt færdigt. Når det er sagt, er rådgivning og byggeri jo også en proces, hvor man bliver klogere, jo længere man når i processen. Innovationsprocessen er ikke svaghed, men en styrke. Forskellen er bare, at ved et byggeri starter man forfra hver gang med nyt projekt, nye samarbejdspartnere osv.
Hvad siger I til udsagnet om, at totalentrepriserne begår færre fejl end rådgiverne?
– Det mener jeg ikke er korrekt. Totalentreprisen har sin berettigelse på visse typer byggerier. Men overordnet set har bygherren ikke samme indflydelse på totalentreprisen som ved en traditionel entrepriseform. Tilvælger bygherren i totalentreprise højere kvalitet undervejs i projekterings- og byggeprocessen, kommer han også til at betale dyrt for det. Og alternativt er kvaliteten bare ikke lige så høj. Totalentreprisen er den nemme løsning, men efter min opfattelse ikke den bedste for bygherren, men det er jo bygherrens eget valg. Man får, hvad man betaler for.
Hvilke fordele er der ved at arbejde med eksterne rådgivere kontra totalentreprise – og er der ulemper?
– Den traditionelle samarbejdsform, hvor arkitekter og ingeniører hyres direkte af bygherren, giver bygherren langt større indflydelse på sit eget projekt. Rådgiverne sparrer med bygherren og brugerne, og i fællesskab opnås den optimale løsning. Det kræver selvfølgelig, at bygherren afsætter den fornødne tid til involvering og løsning af opgaven. Hvis bygherren vælger at gå aktivt ind i sparringen, kan resultatet blive fremragende. Udbydes projektet i mindre entrepriser, vil fagentreprenørerne ofte også være bedre kvalificerede, og prisen bliver oftere skarpere, fordi risikoen er gennemskuelig, og der vil for øvrigt også være lagt større konkurrence om opgaverne i fagentrepriser end totalentrepriser. Omvendt kræver denne entrepriseform, at bygherren afsætter tid og ressourcer til den større koordinering, der selvfølgelig er nødvendig. Det er ofte det sidste, der halter, når bygherren udarbejder sine udbudsvilkår. Totalentreprisen behøver ikke at være dårlig, men egner sig primært til standardløsninger uden for meget refleksion. Efter kontrakten er indgået, kan bygherren dog ikke pippe ret meget, uden at han skal have pengepungen op af lommen, og så er bygherren jo lige vidt.
Hvad kan man gøre for at forbedre processerne mellem bygherrer og rådgivere?
– Vores medlemmer oplever, at langt de fleste budgetoverskridelser skyldes, at der ikke er sammenhæng mellem bruger-/bygherreønsker og bygherrens budget. Bygherreændringer meget sent i processen kan gøre det svært for rådgiverne at styre økonomien, men det er jo ikke rådgivernes skyld. Arkitektvirksomhederne er 100 procent dedikerede til at levere den ydelse, der efterspørges af bygherren, til tiden og til prisen, og jeg oplever vores medlemmer som yderst professionelle og med et af verdens fagligt højeste niveauer i levering af rådgivningsydelser. Pris, kvalitet og tid hænger nøje sammen uanset entrepriseform. Fokus på lav pris alene og stramme tidsplaner giver en dårligere kvalitet. Som bevillingssystemerne i det offentlige er skruet sammen i dag, er der en tendens til fokus på det kortsigtede prishensyn, og det skaber konflikter – ikke mindst fordi sammenhængen mellem bygherrens kvalitetsforventning og tegnebog ofte ikke er til stede. Bygherrerne kan kritisere rådgiverne lige så meget, de vil, men hvis budgetter, ambitioner, tid og processer ikke hænger sammen, bliver det aldrig bedre. Danske Arkitektvirksomheder arbejder hele tiden på at gøre processerne bedre, men det er bygherrerne, som skriver aftalerne, og de skal blive bedre til at beskrive vilkårene bedre og tydeligere, så forventningerne er afstemt.
FRI – Foreningen af Rådgivende Ingeniører – har også kommenteret bygherrernes kritik. Læs artiklen her.
