Håndværkere i livsfare efter blodigt overfald

Tre mænd blev tilsyneladende uden grund overfaldet af narkopåvirket kollega med lægtehammer. To i livsfare.
Torsdag eftermiddag angreb en narkopåvirket håndværker sine tre kollegaer med en lægtehammer. Det skete under arbejde i en lejlighed i Fredensborg. Foto: Colourbox.
Torsdag eftermiddag angreb en narkopåvirket håndværker sine tre kollegaer med en lægtehammer. Det skete under arbejde i en lejlighed i Fredensborg. Foto: Colourbox.

To mænd i 50’erne er stadig fredag formiddag stadig i livsfare efter et blodigt overfald torsdag eftermiddag i en lejlighed i Fredensborg. Det skriver sn.dk.

Fire håndværkere var her i gang med arbejde i lejligheden, da den ene tilsyneladende helt umotiveret angreb de øvrige tre med en lægtehammer. To af de tre – en mand på 51 år og en mand på 55 år – er stadig indlagt med meget alvorlige skader i hovedet.

Efterfølgende fortsatte overfaldsmanden i hvidt arbejdstøj sin voldsomme og helt uforståelige adfærd, da han først overfaldt en 40-årig mandlig billist og stjal hans bil til flugt. Senere overfaldt han endnu en billist, en 66-årig kvinde, og kørte fra stedet i hendes bil.

Politiet satte jagten ind, og efter en kort jagt med hasaderet kørsel trillede overfaldsmanden af vejen, kom selv til skade og blev anholdt.

Den 27-årige overfaldsmand er mistænkt for at være stærkt påvirket af stoffer. Det vides dog ikke med sikkerhed, da han ifølge sn.dk endnu ikke fredag formiddag er blevet afhørt.

– Når en mand går amok med en lægtehammer over en periode på over 45 minutter og udøver så grov vold mod sagesløse, må vi formode, at han kan være påvirket af noget, siger Henrik Gunst, leder af personfarlig kriminalitet, til sn.dk.

Relateret indhold