Om digitalisering
- – Hele byggeriet udarbejdes elektronisk, inden det rigtige byggeri går i gang.
- – Med digitaliseringen kan byggeprojekter i dag realitetstestes på et meget tidligt stadium.
- – Digitaliseringen giver mulighed for at afprøve alternative løsninger uden de store omkostninger.
- – Digitaliseringen kan simulere og synliggøre løsninger og sætte disse i relation til tid og økonomi.
- – Digitaliseringen gør det muligt at krydskombinere data så forskellige som geometri, design, rumopdeling, byggematerialer, energi, logistik, tidsplan og sikkerhed.
NCC er i øjeblikket i gang med en større renovering af plejecentret Hørgården på Amager, hvor entreprenøren for første gang har udført en præcis opmåling af hele den eksisterende bygning, for at udarbejde en nøjagtig digital model af byggeriet. På den måde kan man simulere, at man går gennem de færdigbyggede lejligheder, inden byggeriet er gået i gang.
– Digitaliseringen betyder, at planlægningen af renoveringen er blevet langt mere effektiv. Ikke kun i forhold til selve byggeriet, men også over for blandt andet plejepersonalet, som vi kan visualisere og afmystificere hele renoveringen for. Vi kan vise, hvad der præcist skal ske – og hvornår. Det betyder, at alle bliver meget mere trygge ved hele processen, fortæller projektdirektør i NCC Construction, John Strands Petersson og fortsætter:
Med 3D-modeller kan vi hurtigt se, om for eksempel elinstallationerne eller lignende kolliderer med andre bygningsdele. Det er næsten altid en udfordring i byggeri.
Projektdirektør John Strands Petersson NCC Construction
– Med 3D-modeller kan vi også hurtigt se, om for eksempel elinstallationerne eller lignende kolliderer med andre bygningsdele. Det er næsten altid en udfordring i byggeri. På den måde får vi en mere effektiv proces, hvor vi sparer tid og undgår dyre nødløsninger eller fejl.
Effektivitet i byggeriet
Behovet for energirenoveringer i Danmark er stigende. Der bliver ikke bygget så meget nyt som tidligere, og derfor skal en stor del af den nuværende boligmasse renoveres, så bygningerne er energivenlige, holder værdien og ikke forfalder.
Det skaber et behov for en byggeproces, hvor beboere og bygherrer oplever, at både planlægning og renoveringen er effektiv, nem og overskuelig. Det er digitalisering og 3D-modeller en del af løsningen på.
NCC er totalentreprenør på renoveringen af Hørgården, der startede op i marts måned og løses i tre etaper, således at én blok afleveres og ibrugtages før arbejder med den næste påbegyndes. Samtidig bruges der som noget nyt også mange præ-fabrikerede dele til renoveringen, så blandt andet skakter og badekabiner sættes ind færdiglavet. Renoveringen forventes afsluttet i marts 2019.