Renoverprisen uddeles i år for ottende gang, og blandt de i alt 162 indstillinger har dommerpanelet udvalgt seks meget interessante finalister. En af dem er Kedelhallen i Aabenraa.
Den gamle kedelhal blev opført som en del af Varmecentral Humlehaven i 1957, og leverede fjernvarme til hele byen frem til 2012, hvor funktionen blev flyttet udenfor byen.
De tilhørende administrationslokaler blev siden overtaget af boligselskabet, BoligSyd, der flyttede ind i de eksisterende kontorer. Kedelhallen stod dog ubrugt hen, stadig fyldt op af de gamle kedler.
Da Boligsyd i 2017 ønskede at udvide deres kontorareal, for at gøre plads til boligadministrationsselskabet Dalbo, henvendte de sig til ZENI arkitekter for at få hjælp til at undersøge muligheden for at inddrage en mindre del af kedelhallen, og indrette den til kontorer i to etager. ZENI havde gennem et stykke tid ledt efter mere inspirerende rammer for tegnestuen, og så straks potentialet i den resterende del af kedelhallen.
Efter at have været uden funktion i flere år, blev de store kedeller således i 2018 hejst ud, og hallen omdannet til et kreativt kontormiljø, der siden december 2018 har dannet ramme om ZENI arkitekters tegnestue.
Indvendigt er kedelhallens vægge blevet isoleret, og derpå beklædt med krydsfiner. Taget er derimod blevet isoleret på ydersiden, og beklædt med ny tagpap, så de oprindelig træbetonlofter, med deres upolerede fremtoning en fin kontrast til den nye træbeklædning. De gamle, rødmalede stålspær i loftet, samt udvalgte rør, er bibeholdt, for så vidt muligt at bevare spor af bygningens historie.
Gulvet er ligeledes blevet efterisoleret, og der er støbt et nyt, men rustikt betongulv. I samme ombæring er der udlagt gulvvarme i hele bygningen.
I den ene ende af bygningen er der placeret et indskudt dæk, så der på 1. sal er opstået et stort, åbent møderum, der samtidig fungerer som tegnestuens materialebibliotek. Adgang til 1. sal sker via en bevaret ståltrappe, der tidligere førte op til tilsynsgangbroerne mellem kedlerne. Under det nye dæk er alle de lukkede funktioner, toiletter, kopirum og køkken placeret.
Med relativt enkle midler, er den gamle bygning, og dermed en del af byens historie, bevaret og fremtidssikret gennem en transformering til en helt ny og forhåbentlig langtidsholdbar funktion.