Det var vorherre selv, der frembragte både himmel og jord, hævder gamle kilder. Men i en årrække er det blevet mere og mere almindelige at sige, at det hele ikke længere kører efter devisen “at Gud så, at det var godt”.
På et bispemøde har landets 10 biskopper nu besluttet at engagere sig i klimakampen. Det skriver Kristeligt Dagblad. Beslutningen medfører, at de 2354 kirker i Danmark nu også skal bidrage til at sænke CO2-udledningen.
– Vi vil gøre så meget, vi kan, for at nå målet på 70 procent inden 2030, siger Peter Fischer-Møller, biskop over Roskilde Stift, og fortsætter:
– Jeg vil ikke garantere, at vi lykkes med det, fordi vi i folkekirken har nogle særlige udfordringer med middelalderlige kirker og andre historisk værdifulde bygninger. Men vi vil gøre, hvad der er muligt, for at bidrage til som samfund at nå målet.
Intentionen må glæde kirkeminister Joy Mogensen (S), der tidligere at ytret ønske om, at folkekirken rider med på den grønne bølge.
De 10 biskopper er ikke kommet med konkrete forslag til, hvordan den grønne omstilling skal ske. De vil til en begyndelse henvende sig til Kirkeministeriet og foreslå, at der bliver oprettet en arbejdsgruppe, som skal indsamle og formidle erfaringer om klima- og miljøtiltag i kirkerne.