Vi hilser debat om PVC velkommen – men på et oplyst grundlag

Jeg vidste faktisk ikke, om jeg skulle le eller græde, da jeg i Dagens Byggeri kunne læse, hvorfor NCC har i sinde at udfase PVC i deres produkter. Årsagen skulle nemlig være, at PVC nærmest ødelægger grundlaget for livet på jorden, herunder “klimaet, mennesker, dyr og planter.” Mage til miljøpopulistisk vås skal man vist lede længe efter.

Heldigvis fortæller NCC os i den medfølgende pressemeddelelse mere specifikt om, hvorfor de har i sinde at udfase PVC. Det giver os en kærkommen lejlighed til at afsløre, hvor lidt viden virksomheden har om det plastmateriale den udskælder. Det ser nærmest ud som om NCC, for at sælge nogle mere kostbare produkter til deres kunder, har besluttet sig for en fremgangsmåde, som selv ikke ville gå an i folkeskolen. Nemlig uden kildekritiske overvejelser at søge på ældgamle, ikke-opdaterede hjemmesider for at finde snavs om PVC. Og hvad værre er, så gør NCC sig ikke den ulejlighed at fortælle, om der ligger nogen som helst form for miljømæssig analyse til grund for at deres mere kostbare PVC-alternativer skulle være mere miljørigtige end PVC.

Men lad os tage et kig på de uhyrlige påstande om PVC, som NCC oplister som årsagen til at virksomheden ikke længere ønsker at markedsføre PVC-produkter.

Ifølge NCC er det “problematisk at indsamle PVC-affald, og genanvendelsen er sjældent effektiv.” Helt ineffektivt kan det dog ikke være, når det er lykkedes PVC-industrien i Europa og Danmark at indsamle og genanvende over 5 millioner tons PVC siden år 2000.

Gennem samarbejde i hele værdikæden, investeringer i milliardklassen og dialog med myndigheder og andre interessenter er der er skabt et slagkraftigt bæredygtighedsprogram, VinylPlus. Som følge af programmet er tungmetaller udfaset, problematiske ftalater er udskiftet med sikre alternativer, og emissioner og energiforbrug er reduceret markant. Rejsen mod renere produktion, bæredygtig brug af additiver, energireduktion og udbredelse af genanvendelse fortsætter i de kommende år. Men det er selvfølgelig ikke nok at rose sig selv. EU kalder nu PVC-industrien for en frontløber for cirkulær økonomi, og FN mener PVC-industrien er en rollemodel for andre industrisektorer.

Pudsigt i øvrigt, at NCC netop nævner PVC som værende problematisk i forbindelse med genanvendelse. Faktisk er der ingen andre plastmaterialer, der kan genanvendes lige så mange gange som hård PVC kan. Test har vist, at for eksempel de PVC-rør, som NCC ønsker at udfase, kan genanvendes op til 10 gange uden at ny råvare skal tilsættes. I øvrigt efter at have fungeret problemfrit i over 100 år. Hvilke andre materialer kan matche en sådan miljøprofil?

NCC skriver, at PVC er oliebaseret. Ja, det er alle plasttyper, men PVC udmærker sig ved at indeholde langt mindre olie end andre polymerer. Hvis NCC’s PVC-alternativer er fremstillet i plast, hvad vi nok må formode de er, så er det altså noget vrøvl, at beskylde netop PVC for at være oliebaseret! I øvrigt har PVC-industrien netop lanceret den første bio-baserede PVC, hvor olien er udskiftet med blandt andet madaffald.

Det høres ofte, at PVC indeholder hormonforstyrrende ftalater, og dermed er farligt for mennesker og miljø. Dette gentages af NCC, som dermed viser, at virksomheden ikke har fulgt med i den rivende udvikling, der er sket omkring udfasning af farlige ftalater og udvikling af alternativer. Det er blandt andet på grund af Danmarks indsats, at de hormonforstyrrende ftalater nu reguleres stramt i EU. Der skal således ekstremt gode argumenter på bordet for få at tilladelse til anvendelsen, og ingen danske virksomheder blødgør i dag deres byggeprodukter med hormonforstyrrende ftalater.

NCC skriver, at PVC er den eneste plasttype, der er baseret på klor, og at klor udvikler dioxin ved afbrænding. Ja, PVC bliver ganske rigtig fremstillet ved hjælp af klor. I et klimaperspektiv er dette en klar fordel. Klor laves af salt, der er en uudtømmelig ressource. Desuden sikrer kloren, at eksempelvis PVC-drikkevandsrør er de mest retningsstabile på markedet.

Det er sandt at PVC, i lighed med andre industrier, historisk har haft et dioxinproblem. Nu er sagen en ganske anden. Historien om PVC og dioxin er faktisk et eksempel på en rigtig god miljøhistorie, hvor en indsats fra både myndigheder og industri har ført til markante resultater. I dag er de meget små dioxinudslip, der finder sted i forbindelse med PVCproduktion i EU, uden betydning. PVC-produktion udgør i dag omkring 0,1 procent af industriens samlede udledninger, som i øvrigt er faldet med 99 procent gennem de seneste årtier. Når det gælder industriproduktion er det i dag stål- og cementindustrierne, der står for den største udledning af dioxiner til miljøet.

NCC nævner en række særlige kræftformer i forbindelse med PVC-råvareproduktion. Jo, sådan var det for et halvt århundrede siden, hvor der på mange arbejdspladser var et sundhedsskadeligt arbejdsmiljø, og den kemiske industri i øvrigt ikke påtog sig noget synderligt ansvar for hverken sundhed eller miljø. Når det gælder VCM-eksponering i PVC-råvarefabrikkernes arbejdsmiljø i dag er det en anden sag. Som følge af kræfttilfældene i 70’erne stilles der nu meget strenge krav til VCM i arbejdsmiljøet. Det anses i dag for helt sikkert at arbejde på en PVC-råvarefabrik, som derfor ikke er anderledes end mange andre kemiske industrier.

Ovenstående skal ikke ses som et forsøg på at bortforklare, at PVC og plast har store udfordringer, når det gælder den grønne omstilling. Vi er klar til at tage debatten om PVC’ens fordele og ulemper, men det kræver at den sker på et opdateret vidensgrundlag og ikke foregår ud fra antikverede påstande. Et relevant diskussionspunkt er, hvad vi gør med de mange millioner tons PVC-byggeprodukter, som i dag er i brug, men som vil blive til affald i de kommende årtier. På grund af PVC’ens unikke lange levetid vil en del af dette affald indeholde stoffer, som i dag er uønskede. Ud fra en klimavinkel vil det være fordelagtigt at finde sikre løsninger til genanvendelse, da man sparer 90 procent af energien ved genanvendelse frem for produktion af ny råvare.

Men pointen med dette indlæg er selvfølgelig at fortælle, at de uhyrlige egenskaber som NCC tillægger PVC var gyldige for årtier siden, og at en bevidstløs substitution af PVC, der ikke bygger på livscyklusanalyser, ikke kan bruges til noget. Og hvad angår livscyklusanalyser, så siger den kortlægning af PVC som Miljøstyrelsen for nyligt har offentliggjort, og som NCC selv nævner i sin pressemeddelelse, at “det kan med andre ord ikke konkluderes ved anvendelse af LCA, at en anden plasttype generelt er bedre end PVC”.