NCC Danmark har besluttet at benytte udelukkende PVC-fri kabelbakker- og paneler, kabler og ledninger i alle kommende byggerier. Initiativet er første fase i realiseringen af NCC’s målsætning om at bygge 100 procent PVC-frit inden for få år.
PVC har i årevis været et udskældt materiale på grund af den problematiske produktion af dens hovedbestanddel – vinyl klorid. Produktionen er oliebaseret, energikrævende og stærkt forurenende for både mennesker og natur. Den færdige PVC kan indeholde hormonforstyrrende og kræftfremkaldende stoffer, og er efterfølgende dyr at håndtere som affald. Under brand og forbrænding udvikles stærkt giftige røggasser. Det danske PVC-forbrug til el-området udgjorde i alt 5148 tons i 2017, men udeladelse af PVC på el-området er ikke et lovkrav.
– PVC skader klimaet, mennesker, dyr og planter. Derfor eliminerer vi PVC på el-området. Vores næste skridt bliver at udfase PVC-rør til blandt andet faldstammer og øvrige rør. Herved skaber vi samtidig øget efterspørgsel på alternative materialer og påvirker udviklingen på et større plan, siger Anna-Mette Monnelly, bæredygtighedschef i NCC Danmark.
NCC har et særligt ansvar
PVC-fri alternativer på nogle produkter kan være op til dobbelt så dyre som PVC. Det nye initiativ kan derfor gøre det vanskeligere at vinde byggeprojekter, da den økonomiske margen i projektudbud typisk er relativt lille.
– Den risiko vælger vi at løbe med. Som førende aktør i en branche, der har stor andel i klimaudfordringen, har NCC et særligt ansvar for at bidrage til løsningerne. Vi tager et aktivt medansvar ved at arbejde systematisk med bæredygtighed overalt, hvor det er muligt, og påvirke vores kunder og leverandører til at gøre det samme. Og særligt upstream i vores forsyningskæde kan vi sætte en forandring i gang, siger Anna-Mette Monnelly.
Vil have hele branchen med
Et af NCC’s kommende PVC-fri projekter er den nye psykiatriske afdeling på Bispebjerg Hospital, hvor virksomheden netop har vundet el-entreprisen.
– Vi kan spore en tydelig tendens blandt bygherrer til, at stadig flere vælger løsninger uden PVC. I NCC er det håbet, at vi kan inspirere hele byggebranchen til at vælge miljøvenlige alternativer, siger Johnny Sander, sektionschef i NCC Danmarks elafdeling.
PVC er ét af mange byggematerialer, som NCC har under kritisk lup. NCC er p.t. i sidste fase af implementeringen af en bæredygtig indkøbsstrategi, som omfatter alle byggematerialer og rummer krav til samtlige NCC’s leverandører og forsyningskæder om transparens, sporbarhed og dokumentation i forhold til blandt andet klima- og miljøpåvirkning.