Renoveringen af villa i Silkeborg

Renoverprisen: Til september kåres vinderen af Renoverprisen 2019. I disse uger præsenterer Dagens Byggeri enkeltvis de seks nominerede. I dag finalist nr. 5 - en villa i sydbyen i Silkeborg.
Transformationen fra arkitektonisk mishandlet bungalow i tyrolerstil til en skarpt skåret moderne villa med arkitektonisk X-faktor er en fornem præstation, lyder det fra nomineringsudvalget. Foto: Carsten Ingemann.
Transformationen fra arkitektonisk mishandlet bungalow i tyrolerstil til en skarpt skåret moderne villa med arkitektonisk X-faktor er en fornem præstation, lyder det fra nomineringsudvalget. Foto: Carsten Ingemann.

Renoverprisen uddeles i år for syvende gang, og blandt de i alt 157 indstillinger har dommerpanelet udvalgt seks meget interessante finalister. En af dem er en villa i det midtjyske.

Bygherren havde forelsket sig i det unikke område tæt ved skov, sø og by, men huset trængte til en kærlig hånd. Lige fra begyndelsen blev der truffet et klart valg om at modernisere huset og sikre en ensartethed med skarpe arkitektoniske linjer og fokus på naturlige og bæredygtige materialer.

Uderum med ind

Arkitekten og ingeniøren, som selv er bygherre på huset, har i forbindelse med renoveringen lagt særlig vægt på at udnytte de helt enorme potentialer, der ligger i at ankomsten til huset vender direkte mod søen. Desuden har det været et omdrejningspunkt for renoveringen at trække uderummene, der består af en række grønne oaser, med ind i huset og etablere et visuelt kig igennem huset til søen og på den anden side naturens skrående tætbevoksede terræn.

Der er lagt særlig vægt på at udnytte de helt enorme potentialer, der ligger i at ankomsten til huset vender direkte mod søen. Foto: Carsten Ingemann.
Der er lagt særlig vægt på at udnytte de helt enorme potentialer, der ligger i at ankomsten til huset vender direkte mod søen. Foto: Carsten Ingemann.

Renoveringen har skabt tre åbne plan i direkte forbindelse, forbundet med en gennemgående trappe som danner husets kerne.

I stueplan er dagligdagsfunktioner, hvor indretningen er fokuseret omkring køkkenet og spisebordet, som flittigt anvendes til kreative aktiviteter af husets tre børn. Stueplan indeholder derudover dagligstue, gæstetoilet og entré.

Første sal indeholder to børneværelser og et større soveværelse i åben forbindelse med et opholdsrum, samt walk-in og badeværelse. På første sal er loftet hævet til kip, med synlige hanebånd og indbydende lyse farver.

Husets kælder er ligeledes gennemgribende renoveret, og der er udført nyt fundament under alle vægge for at fremtidssikre kælderen med isolering under gulve og tilstrækkelig loftshøjde.

Beklædt med cedertræ

Kælderen er disponeret med to værelser, badeværelse og stort vaskerum med indbygget vasketøjsskakt direkte til første sal.

Husets ydre er efter en grundig efterisolering på alle overflader beklædt med langtidsholdbart og bæredygtigt cedertræ med en levetid på mindst 30 år.

Et valgkollegie bestående af 70 udpegede medlemmer fra branchen skal frem mod ultimo august beslutte, hvilket projekt der skal løbe med titlen som Danmarks bedste renovering 2019.

Vinderen kåres ved en prisfest 5. september og modtager en check på 100.000 kroner.

Se også artiklen om Renoveringen af Postgården.

Se også artiklen om renoveringen af St. Kongensgade 53.

Se også artiklen om Sønderparken i Fredericia.

Se også artiklen om Hotel Herman K i København.

Relateret indhold